AVIZ

Profileret møde mellem USA og Kina trækker ud og varer tre timer

CHINA-US-DIPLOMACY
CHINA-US-DIPLOMACY (Leah Millis/Ritzau Scanpix)

Det skriver det britiske medie BBC.

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, og den kinesiske topdiplomat Wang Yi talte således sammen i tre timer i den kinesiske hovedstad, Beijing.

Her sagde Wang Yi, der er en af Kinas mest magtfulde politikere, at de to lande må vælge mellem “samarbejde eller konflikt”.

– Det er nødvendigt at tage et valg mellem dialog og konfrontation og mellem samarbejde eller konflikt, lød det fra den kinesiske topdiplomat ifølge en udskrift af mødet fra kinesiske statsmedier.

USA og Kina er verdens to klart største økonomier.

Forholdet mellem de to lande er blevet mere og mere anspændt de seneste år. De er uenige om alt fra handel og teknologi til krigen i Ukraine.

Også Taiwan har længe været kilde til stridigheder mellem USA og Kina.

Den kinesiske regering har flere gange truet med at invadere Taiwan, hvis taiwanerne modsætter sig en såkaldt “fredelig forening”.

Taiwan ligger øst for Kina og betragter sig selv som en selvstændig stat med sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.

Kina anser omvendt Taiwan som en del af sit territorium, selv om parterne har haft hver deres styre, siden borgerkrigen i Kina sluttede i 1949.

USA har tidligere erklæret sig klar til at forsvare Taiwan, hvis Kina gør alvor af truslerne om at indlede en invasion.

Den kinesiske topdiplomat Wang Yi understregede mandag, at Kina ikke har nogen planer om at rykke sig, når det gælder Taiwan:

– Kina har ikke plads til nogen former for kompromis eller indrømmelser.

I forhold til krigen i Ukraine har Kina ikke fordømt den russiske invasion. Tværtimod virker forholdet mellem Kina og Rusland til at være styrket.

/ritzau/AFP

Andre læser også