AVIZ

Prisbelønnet producent fra Statens Naturhistoriske Museum får ny film på CPH:DOX

Forskerne William Colgan og Chris Shields. Foto: Anders Graver@
Forskerne William Colgan og Chris Shields. Foto: Anders Graver@

Pressemeddelelse

28.2.2023 13:38:53 CET | Statens Naturhistoriske Museum – Københavns Universitet

Dokumentaren The Color of Ice på 58 minutter handler om klimaforandringer og forskning på indlandsisen. Den er samtidig en portrætfilm af de to forskere William Colgan og Chris Shields, og fangeren Olennguaq Kristensen fra Savissivik i Nordgrønland.

Et hold af dokumentarfilmfolk, ledet af producer Anders Drud fra Statens Naturhistoriske Museum, fulgte de to forskere, da de for første gang skulle teste HotRod – et nyt bor, der benytter varme til at smelte sig ned i isen, så forskerne kan indsamle prøver fra stor dybde. Hvis metoden kan bruges, kan HotRod-boret være med til at kortlægge indlandsisens ændringer og bevægelser. Det er data, der er vigtig for mere præcise modeller for bl.a. havspejlsstigninger i fremtiden. Det er blevet til dokumentarfilmen The Color of Ice, som har premiere ved årets dokumentarfilmfestival CPH:DOX.

 – Det er en stor ære og et kæmpe kvalitetsstempel at få udvalgt en film på CPH:DOX, som er en anerkendt international filmfestival, siger filmens producer Anders Drud, chef for Design og Digital Produktion på Statens Naturhistoriske Museum.

I filmen adresserer en af filmens to forskere, William Colgan fra GEUS, sin frustration over at være forsker og levere den ene dystre rapport efter den anden til FN´s klimapaneler, mens han oplever, at det ikke altid bliver fulgt op af handling. Han mener, at verden kræver klimahandling, men samtidig kan hvem som helst sidde derhjemme og blogge ”…et eller andet vrøvl om klimaændringerne og benægte dem”, som han siger. Det kræver derimod noget at tage ud i verden og lære noget nyt.

Videnskab handler ikke kun om heltehistorier

For instruktør Anders Graver har det været lige så vigtigt at kigge på den sammenhæng, klimaforskningen foregår i, som at forfølge en “heltehistorie”, hvor forskerne til sidst står med svaret der redder verden.

– Sådan foregår det sjældent i den virkelige verden. Helt grundlæggende er forskere bare nogle mennesker som dig og mig, der dedikeret kaster sig ind i at eksperimentere med nye instrumenter for at fremskaffe ny viden fra ukendte dybder. Det kan gå godt, det kan gå mindre godt, men pointen er at en ide bliver testet og at man forholder sig åbent til sine resultater. Det er det, der skaber ny viden, siger Anders Graver, instruktør af The Color of Ice.

At nå ud til mennesker

Det er ikke første gang at Statens Naturhistoriske Museum har været på festivaler med film om videnskab. Filmmediet som formidler af videnskab er også netop noget museet har specialiseret sig i over mange år.

– Film er et af de stærkeste medier til at vække følelser. Derfor bruger vi filmmediet meget, både i vores udstillinger på Statens Naturhistoriske Museum, og i vores formidling af museets forskningsaktiviteter, fortæller Anders Drud.

Han har som producent haft en lang række film om forskning, mennesker og natur på internationale filmfestivaller og vundet flere priser – senest med animations-filmen ‘Letter to a Cycad’ fra 2022, kortfilmserien ‘When the dogs are gone’ fra 2019, dokumentaren ‘Ghost of the mountains’ fra 2016 og kortfilmen ‘Ruben’ fra 2015. Alle filmene kan ses på museets youtube og vimeokanal. 

Forskningsprojektet er finansieret af Villum Fondens Experiment Programme. Filmen er støttet af Geocenter Danmark og produceret af Underground Channel i samarbejde med Humbug Film.

Andre læser også