AVIZ

Prigozjin siger Putin imod: Ingen vil overgive sig

Founder of Wagner private mercenary group Yevgeny Prigozhin speaks in the headquarters of the Russian southern army military command center in the city of Rostov-on-Don
Founder of Wagner private mercenary group Yevgeny Prigozhin speaks in the headquarters of the Russian southern army military command center in the city of Rostov-on-Don (Press Service Of Concord/Reuters)

Lederen af Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det er forkert af Putin at anklage ham for forræderi.

Putin talte om højforræderi i sin tale, men uden at nævne Wagner-gruppen eller dens leder ved navn.

Ifølge flere internationale medier, herunder britiske BBC, er der tale om en lydfil, der er offentliggjort på en kanal, der tilhører Wagner-gruppen, på beskedtjenesten Telegram.

I lydfilen understreger en stemme, der ifølge BBC er magen til Prigozjins, at “ingen har planer om at overgive sig på Putins ordre”.

– Vi er patrioter. Vi har kæmpet og kæmper nu. Og ingen kommer til at gøre, som præsidenten, FSB (russisk efterretningstjeneste, red.) eller andre ønsker, og indrømme vores skyld.

– For vi vil ikke have, at landet fortsat lever med korruption, løgne og bureaukrati, siger Prigozjin ifølge BBC.

Konflikten i Rusland, som lørdag ser ud til at vokse time for time, kulminerede for alvor, da Prigozjin fredag aften beskyldte det russiske forsvar for at have bombet Wagner-gruppens positioner i Ukraine, hvor de kæmper side om side.

Forsvarsministeriet i Rusland kaldte beskyldningerne pure opspind.

Wagner-chefen svarede igen ved at flytte sine soldater tilbage over grænsen til Rusland, hvor de nu ifølge det britiske forsvarsministerium har kurs mod hovedstaden, Moskva.

Prigozjin har sagt helt åbent, at han vil vælte den russiske militærledelse. Han har dog afvist, at han er i gang med et militærkup.

Wagner-gruppen beskrives som et netværk af russiske lejesoldater. Jevgenij Prigozjin har tidligere været en af Putins nærmeste allierede.

/ritzau/

Andre læser også