Formanden har dog været alt for længe om at komme på banen med en klar melding.
Det siger Berlingskes politiske kommentator Bent Winther ifølge avisen.
– Allerede i august, da der var forlydender om, at han i stedet støttede, at afgifter skulle pålægges varerne i supermarkedet, skulle han have gjort klart, at Venstres politik er regeringens politik, siger Bent Winther ifølge Berlingske.
I Politiken fremhæver avisens politiske analytiker Elisabet Svane, at Ellemann med udmeldingen viser baglandet, hvor skabet skal stå.
– Venstre er jo stadig et høvdingeparti. Selv om Ellemann har været syg, og mange tvivler på, om han er stærk nok, så er han formanden og dermed høvdingen. Derfor er det også ham, der skal sige, hvor skabet skal stå. Det forventer hans bagland, siger Svane ifølge Politiken.
Men når man sætter en linje, risikerer man som formand samtidig få fjender.
Ellemann jonglerer nemlig både at gøre tilhængere af landbrugsvenstre og byvenstre tilfredse.
Det dilemma fremhæver flere af analytikerne. I Jyllands-Posten kalder politisk analytiker Niels Th. Dahl balancegangen for en “kattepine”.
– Ellemann kan ende i en rigtig kattepine på baggrund af denne diffuse udmelding. Han risikerer at gøre alle sure på ham, siger Niels Th. Dahl til Jyllands-Posten.
I den seneste tid har flere Venstre-profiler i medierne givet udtryk for deres holdning til en CO2-afgift på produktionen i landbruget.
Medlemmerne er langt fra enige om, hvorvidt det er en god idé eller ej.
Mange landmænd frygter, at produktionen kan blive ramt hårdt, hvis den pålægges en CO2-afgift.
– Det skal selvfølgelig ske på en måde, så vi i virkeligheden sikrer, at så få som overhovedet muligt betaler den her afgift, sagde Ellemann mandag til DR.
Jakob Ellemann-Jensen sagde videre, at afgiften skal laves, så det ikke går ud over konkurrencen. Han betonede også vigtigheden af, “at vi har gode danske fødevarer i køledisken”.
/ritzau/
Andre læser også