AVIZ

Politiet taler om kriminel handling i sag om forsvundet pige

13-årig pige der delte aviser ud er forsvundet
13-årig pige der delte aviser ud er forsvundet (Claus Bech/Ritzau Scanpix)

Det fremgår af en udtalelse fra politiinspektør Kim Kliver i en pressemeddelelse søndag formiddag.

– Vi er faktisk meget bekymrede for Filippa og arbejder ud fra en teori om, at der er begået en kriminel handling, siger han.

I pressemeddelelsen uddyber politiet ikke teorien nærmere.

Den 13-årige blev meldt savnet lørdag sidst på formiddagen. Hun havde været ude med aviser i området mellem Sørbymagle og Fuglebjerg, men var ikke kommet hjem.

Pigens cykel, taske og telefon blev efterfølgende fundet på en vej på avisruten.

Et stort antal politifolk har været indsat på opgaven, og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fået assistance fra blandt andre it-specialister og ansatte fra Nationalt Kriminalteknisk Center.

Flere end 20 hunde har været indsat i eftersøgningen, fremgår det af pressemeddelelsen.

Her beder politiet i øvrigt om, at borgere giver politiet informationer om sagen.

Selv små detaljer kan være vigtige, lyder det.

I meddelelsen nævnes ikke den indsats, der søndag formiddag er blevet set af flere mediefolk på Fladholtevej, som ligger i kort afstand af pigens avisrute.

Her er adskillige politifolk i aktion, og en ejendom er blevet afspærret. Også Beredskabsstyrelsen er rykket ud til stedet.

/ritzau/

Andre læser også