AVIZ

Politiet evakuerer Vestre Landsret i Viborg efter trussel

Vestre Landsret
Vestre Landsret (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie Twitter.

Grunden er, at der er blevet fremsat trusler mod landsretten onsdag morgen. Det er sket over telefon ifølge politiet.

Politiet skriver, at der er tale om en bombetrussel.

Kommunikationsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser kort efter klokken 11.30 onsdag, at der ikke er anholdt nogen i sagen.

Politiet kan ikke udtale sig om, hvorvidt man leder efter bestemte personer.

Politiet skriver også på Twitter, at landsretten har været udsat for hærværk natten til tirsdag.

Det er for tidligt for politiet at sige, om der er en sammenhæng, lyder det.

På grund af truslen er Randersvej spærret fra Toften og frem til krydset mellem Hans Tausens Allé og Sct. Margrethes Vej i Viborg.

Politiet opfordrer til, at bilister finder andre veje, og at man følger politiets anvisninger.

Onsdag formiddag lyder det, at man ikke kan sige, hvor længe politiet forventer at skulle arbejde ved landsretten.

Men det er kun landsretten og ikke de omkringliggende bygninger, som er blevet evakueret.

Midt- og Vestjyllands Politi fik anmeldelsen omkring klokken 9.15 onsdag morgen.

/ritzau/

Andre læser også