Nordjyllands Politi efterforsker en sag om forgiftede fugle i det centrale Aalborg.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Siden januar er der blevet indsamlet flere hundrede døde og syge fugle, blandt andet måger og kragefugle.
De indsamlede fugle har været mistænkt for at være ramt af fugleinfluenza.
Men nu viser en undersøgelse, at de undersøgte fugle er blevet forgiftet med giftstoffet chloralose.
Det er et giftstof, der bruges til bekæmpelse af gnavere.
Giftstoffet blev fundet i fyldte maver hos fuglene og var blandet med knust foder, brød og gryn.
Politiet ser det som et tegn på forgiftning, da syge fugle normalt ikke vil indtage foder i større mængder for så at dø umiddelbart efter.
– Jeg kan godt være bekymret for, at der kan være efterladt giftstoffer, som kan betyde yderligere forgiftninger af dyrene.
– Og jeg finder det forkasteligt, hvis man ved en bevidst handling har efterladt giftstof i det offentlige rum på den her måde, siger politikommissær Henrik Jensen.
Han er leder af Dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi.
Henrik Jensen opfordrer til, at man som borger og beboer i Aalborg tager en snak med sine børn og holder øje med mindre børn, når de leger i parker og andre steder, hvor der sker fodring af fugle.
Det er Dyrenes Beskyttelse, der har anmeldt sagen til politiet.
Organisationen har fra januar til april 2023 indsamlet flere end 200 fugle i det centrale Aalborg.
En fjerdedel af de indsamlede fugle var måger og kragefugle. Politiet formoder, det er disse arter, som har været mål for giften.
De resterende 75 procent var svaner, rovfugle og andre vandfugle.
Hos Dyrenes Beskyttelse er dyrlæge Inger Lund Overgaard rystet over sagen.
– Dyrenes Beskyttelses frivillige dyrereddere og Falck har nu i månedsvis måtte nødaflive syge krager, måger og småfugle i massevis i området omkring Østre Anlæg, og så viser det sig, at der efter alt at dømme står mennesker bag.
– Det er dybt forargeligt, at nogle kan finde på at lægge gift ud til fugle. Og når jeg tænker over omfanget af dette overgreb mod dyrene, bliver jeg ærlig talt helt mundlam, siger hun i en pressemeddelelse.
Nordjyllands Politi oplyser, at efterforskningen af sagen fortsætter.
De senere år har der været flere sager om fredede rovfugle, der er blevet skudt eller forgiftet.
I 2020 omkom eksempelvis fem havørne ved Tåsinge, efter at de var blevet forgiftet med den ulovlige nervegift carbofuran.
/ritzau/
Andre læser også