AVIZ

Politi samler beviser for at få opløst rockergruppen Bandidos

Politiet lukker rockerklubhuse
Politiet lukker rockerklubhuse (Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix)

Det oplyser justitsminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse fredag.

Efter en beslutning fra Rigsadvokaten og Rigspolitiet skal politiet indlede en større efterforskning, som skal afklare, om der er grundlag for indgrebet i medfør af Grundloven.

Tidligere lykkedes det for politi og anklagemyndighed at få opløst bandegrupperingen Loyal To Familia.

Domstolene godkendte indgrebet, og det indebærer, at det i dag er strafbart for eksempel at bære bandens symboler.

Forløbet var langvarigt. Loyal To Familia blev ramt af et midlertidigt forbud i september 2018. I 2020 sagde dommere i Københavns Byret ja til, at banden kunne opløses, og den endelige godkendelse kom fra Højesteret i 2021.

Bandidos er en ældre rockerklub og har afdelinger og klubhuse flere steder i landet.

Det er National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, som har fået opgaven med at samle materiale om Bandidos. Efterforskningen ventes at være færdig ved årets udgang, fremgår det af pressemeddelelsen fra Justitsministeriet.

Grundloven giver folk ret til at samle sig i foreninger. En betingelse i paragraf 78 i Grundloven for at kunne skride til opløsning er, at der er beviser for, at en forening eller en gruppe har et ulovligt øjemed.

Justitsministeren udtaler i pressemeddelelsen, at man skal bruge alle redskaber i kampen mod kriminelle grupperinger.

– Jeg ser derfor også meget positivt på, at NSK indleder en efterforskning af, om Bandidos MC i Danmark kan søges opløst, siger Peter Hummelgaard (S).

I marts citerede DR Nyheder ministeren for at udtale, at politiet var i færd med at undersøge, om der var grundlag for at forbyde specifikke kriminelle grupperinger i Danmark.

Og nu er en indstilling fra NSK altså blevet tiltrådt af såvel den øverste anklager som af rigspolitichefen.

/ritzau/

Andre læser også