Politiet er talstærkt til stede på flere metro- og togstationer i København.
Det skrev Københavns Politi på Twitter tirsdag aften.
Det sker efter anmeldelser om en mistænkelig person.
Kort før klokken et natten til onsdag har politiet ikke yderligere kommentarer til sagen.
Central efterforskningsleder Kenneth Hviid Simonsen oplyser dog, at indsatsen er “droslet lidt ned”.
– Vi kommer ikke til at sige noget om det for nuværende. Vi kommer til at arbejde videre på det natten igennem, siger han.
Tidligere tirsdag aften oplyste Københavns Politi, at der ville gå et par timer, før politiet var klar med flere detaljer om sagen. Politiet skulle først have klarhed over, hvad der er “op og ned” i anmeldelserne, skrev det på Twitter.
På det sociale medie skriver politiet også, at det tager det meget alvorligt og rykker talstærkt ud, når det får anmeldelser om en mistænkelig person i for eksempel den offentlige transport.
Ekstra Bladet skriver, at flere vogne og patruljer tirsdag aften har været omkring blandt andet Kongens Nytorv.
Tidligere på aftenen har vagtchef for Københavns Politi Martin Kajberg fortalt avisen, at politiet er ved at undersøge et forhold.
Ifølge Ekstra Bladet har avisen en journalist på stedet, der blandt andet har observeret, at en indsatsleder har været til stede omkring Christiansborg.
Det er uklart, om vogne og patruljer omkring Kongens Nytorv og indsatslederens tilstedeværelse omkring Christiansborg har relation til den mistænkte person, som politiet skriver om på Twitter.
/ritzau/
Andre læser også