AVIZ

Politi: Elev startede dødsbrand i Guyana efter konfiskering af mobil

(Guyana Presidency/Reuters)
(Guyana Presidency/Reuters)

Det siger politiet tirsdag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– En kvindelig elev er mistænkt for at have startet branden, fordi hendes mobiltelefon blev taget fra hende af kostskolelederen og en lærer, lyder det.

Det er uklart, om eleven er i politiets varetægt. Udtalelsen nævner ikke noget om en eventuel anholdelse.

En anonym kilde fra regeringen i det sydamerikanske land giver samme forklaring om årsagen til branden til nyhedsbureauet AFP.

– De (personalet red.) tog telefonen fra pigen, hvorefter hun samme aften truede med at brænde bygningen ned, hvilket alle hørte, fortæller kilden.

Få minutter efter udvekslingen gik pigen ifølge kilden ud i badeværelsesområdet og sprøjtede insektgift på et gardin, hvorefter hun satte ild til det.

Kilden fra regeringen fortæller også AFP, at eleven har indrømmet brandstiftelsen.

Flere elever har ifølge kilden bekræftet udlægningen af historien.

En politirapport har samtidig ifølge AFP bekræftet, at “en kvindelig elev er mistænkt for at have startet branden, fordi hendes telefon blev taget fra hende”.

I bygningen boede piger ifølge nyhedsbureauerne i alderen 11-12 og 16-17 år.

Det yngste dødsoffer er en dreng på fem år, som var søn af en person, der arbejdede i bygningen.

Alle andre ofre var piger, har landets undervisningsministerium oplyst ifølge AFP. Blandt de afdøde er der flere søskendepar.

Omkring 20 andre børn er på hospitalet, heraf to i kritisk tilstand, skriver Reuters.

Der bor 800.000 personer i Guyana, som er Sydamerikas eneste engelsktalende land. Det er en tidligere hollandsk og britisk koloni.

/ritzau/

Andre læser også