AVIZ

Polen overtrådte dommeres uafhængighed og risikerer ny bødesag

Polen overtrådte dommeres uafhængighed og risikerer ny bødesag
Polen overtrådte dommeres uafhængighed og risikerer ny bødesag (Peter Cziborra/Reuters)

Dermed øges presset for alvor på Polen for at ændre reformen, der har sendt landet ud i en flerårig strid med Bruxelles.

Polen har allerede foretaget flere mindre justeringer af reformen, men hidtil har det ikke været nok til at overbevise EU-Kommissionen om, at domstolene og dommerne i Polen behandles som uafhængige.

Mandagens dom vedrører den oprindelige reform, som den polske regering gennemførte i 2019. Den lever ikke op til EU-rettens krav, fastslår EU-Domstolen.

– De foranstaltninger, som den polske lovgiver har vedtaget, er uforenelige med garantierne om adgang til en uafhængig og upartisk domstol, hedder det blandt andet i dommen.

Polen er allerede blevet ramt af tvangsbøder som følge af den omstridte reform.

Den 27. oktober 2021 blev Polen ved en kendelse idømt til at betale en daglig tvangsbøde på én million euro til EU-Kommissionen. Det svarer til knap 7,5 millioner kroner.

Den 21. april i år blev tvangsbødens beløb dog nedsat til 500.000 euro per dag. Det svarer til omkring 3,7 millioner kroner.

Tvangsbøderne stopper dog med mandagens dom. Det skyldes ifølge EU-Domstolen, at mandagens dom afslutter sagen.

Forventningen er nu, at Polen retter ind. Hvis ikke det sker, så har EU-Kommissionen mulighed for at anlægge en ny sag med påstand om finansielle sanktioner.

/ritzau/

Andre læser også