AVIZ

Polen og Ungarns modstand mod migrationsaftale låste topmøde

NETHERLANDS-NATO-DEFENCE-DIPLOMACY
NETHERLANDS-NATO-DEFENCE-DIPLOMACY (Simon Wohlfahrt/Ritzau Scanpix)

Dermed sætter han ord på den frustration, som natten til fredag førte til, at EU-landenes stats- og regeringschefer ikke kunne nå til enighed om en topmødekonklusion om migration.

– Jeg forstår ikke, hvorfor Europa-Kommissionen og de europæiske institutioner brugte milliarder af euro på at hjælpe Tyrkiet, da det tog imod en million syriske migranter, men de var ikke villige til at hjælpe Polen, som tog imod millioner af flygtninge fra Ukraine, siger Andrzej Duda ifølge Reuters til den private tv-station Radio Zet.

Polen er grundlæggende utilfreds med den nylige aftale om migration blandt EU-landene. Aftalen lægger vægt på hurtigere afvisning af asylansøgere fra lande, der sjældent får asyl, men den lægger også op til en solidaritetsmekanisme.

Her forpligter EU-medlemmerne sig til at hjælpe EU-lande, der oplever et stort migrationspres. Det kan både være ved at tage imod flygtninge fra det udsatte EU-land eller ved at betale EU-landet for at tage imod asylansøgerne.

Aftalen er indgået med kvalificeret flertal, så Polen og Ungarn har ikke mulighed for at bremse den. Den skal nu forhandles på plads med EU-Parlamentet, før den kan træde i kraft.

Både Polen og Ungarn er dog utilfredse med den foreløbige aftale. Den polske regering mener, at aftalen vil tvinge Polen til enten at tage imod flere migranter oven i de halvanden til to millioner flygtninge, som landet har taget imod fra Ukraine. Eller tvinge Polen til at betale andre lande for at tage imod dem.

Både Polen og Ungarn havde på forhånd varslet, at de ville tage spørgsmålet op på EU-topmødet i Bruxelles. Det skete torsdag aften. Dermed må stats- og regeringslederne fredag ud i en ny diskussionsrunde for at se, om man kan nå frem til en konklusion.

Det var Hollands premierminister, Mark Rutte, usikker på efter torsdagens møde. Han nedtoner dog uenighederne:

– Nu skal vi se, om vi kan komme frem til en konklusion om migration eller ej. Kan vi det, så er det godt. Men hvis ikke, så er det ikke et stort problem, for der er bred enighed om den eksterne dimension af migration, sagde Mark Rutte natten til fredag.

Ifølge en EU-embedsmand vil stats- og regeringscheferne indlede dagen med diskussionen om migration fredag.

Ungarns premierminister, Viktor Orban, har ifølge EU-kilden åbnet for et kompromis, hvor de 27 EU-lande i stedet for at samle sig bag en fælles tekst blot enes om, at lade EU-præsident Charles Michel komme med en afdæmpet konklusion med vægt på de ydre grænser og de eksterne dimensioner af migration.

Dermed vil Polen og Ungarn have mulighed for at understrege, at de ikke er enige, uden at topmødet ender konklusionsløst om migration.

Ifølge EU-embedsmanden har det danske ønske om “innovative” løsninger på migration ikke fyldt meget i debatten. Og det ventes heller ikke at ske fredag, hvor fokus er på at løse uenigheden om teksten fra topmødet, siger kilden.

Den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, sagde dog torsdag, at han ville fremlægge en plan for “sikre grænser” i Bruxelles.

Han opfordrede samtidig til en reform af grænseagenturet Frontex. Samt flere midler til de lande, der har til opgave at sikre EU’s ydre grænser.

/ritzau/Reuters

Andre læser også