AVIZ

Piger og kvinder skal se kvaliteten af kampsport

Piger og kvinder skal se kvaliteten af kampsport
Piger og kvinder skal se kvaliteten af kampsport

Pressemeddelelse

23.2.2023 08:00:00 CET | DGI

Kun 30 procent af medlemmerne i danske kampsportsklubber er piger og kvinder. Det kan skyldes både fordomme, kultur og andre barrierer. Men kampsport og kampkunst indeholder et væld af kvaliteter, der både kan gavne den enkeltes fysiske og mentale udvikling. Det skal en landsdækkende kampagne i uge 10 gøre opmærksom på.

DGI Kampidræt står derfor igen i år bag Kvindernes Kampidrætsdag centreret omkring 8. marts, hvor piger og kvinder over hele landet kan deltage i foreningers åbent hus-arrangementer og prøve kræfter med en lang række stilarter inden for kampsport og kampkunst.

Hvorfor fokusere på piger og kvinder i kampsport?

Den primære grund til den lave repræsentation af piger og kvinder er ifølge Sisse Rønne Lindsø, udviklingskonsulent i DGI Kampidræt, at fordomme om kampsport lever i bedste velgående. Hun møder ofte mange spørgsmål, når hun er i kontakt med piger og kvinder, der viser interesse for kampsport.

Her er spørgsmål som ”Hvilken type kampsport passer til mig?”, ”Skal jeg være i god form for at starte?” og ”Er det ikke for voldsomt for mig?” nogle af gengangerne.

Det er ifølge Sisse Rønne Lindsø ærgerligt. Hun siger:

”Det er synd, at så mange piger og kvinder går glip af alt det, kampsport og kampkunst kan give dem. Sporten indeholder mulighed for, at man gennem modstand oplever, hvordan ens fysiske og psykiske formåen bliver sat på prøve og udviklet. Man kan vokse som menneske, samtidig med at man er en del et fællesskab. Derudover kan kampsporten være med til at styrke vores mentale sundhed ift. både selvværd, selvtillid og kropsidealer”

Åbent hus i hele landet

Kampagnen Kvindernes Kampidrætsdag har til formål at få flere til at prøve kræfter med forskellige stilarter inden for kampsport og kampkunst. I løbet af marts åbner klubber i hele landet dørene for interesserede kæmpere i alle aldre, som vil få et indblik i de mange gode ting, kampsporten tilbyder.

”Jeg er sikker på, at der er potentiale for at få flere piger og kvinder til at dyrke kampsport eller kampkunst. Men for, at vi når dertil, skal vi udfordre den lange række af fordomme, samtidig med, at vi skal sænke barriererne for at komme i gang med at dyrke kampsport,” siger Sisse Rønne Lindsø.

Om Kvindernes Kampidrætsdag 2023

Kampagnen for Kvindernes Kampidrætsdag kører i januar, februar og marts måned og kulminerer 8. martspå kvindernes internationale kampdag. En række danske kampsportsklubber slår dørene op til åbne træninger i hele uge 10, hvor alle – men især piger og kvinder – kan prøve kræfter med kampsport og kampkunst.

Kampagnen er blevet til i et samarbejde mellem DGI Kampidræt og en række specialforbund, der sammen arbejder for at styrke piger og kvinder i kampsport.

Sidste år deltog 34 klubber i kampagnen på tværs af Danmark.

Læs mere på om Kvindernes Kampidrætsdag

Andre læser også