Hverken Robert Skov eller Philip Billing var en del af landstræner Kasper Hjulmands trup til samlingen i september, men begge spillere er startet inde i alle ligakampe for deres to klubber i henholdsvis Bundesligaen og Premier League siden.
Martin Braithwaite, Jens Stryger Larsen og Nicolai Vallys glider ud af truppen i forhold til kampene i september.
I forbindelse med fravalget af Martin Braithwaite fokuserede landstræneren på den offensive spillers position, hvor han tidligere har brugt Braithwaite mest på kanten.
– Martin Braithwaite er mere og mere en ren angriber og ligger bedst i midten. Nu har jeg så de her tre med foran ham, siger Hjulmand.
Thomas Delaney og Mikkel Damsgaard er heller ikke med i truppen, da begge er ukampdygtige på grund af skader.
Derudover er Mohamed Daramy også en del af landsholdstruppen igen. Kantspilleren var ikke en del af den oprindelige trup ved seneste samling, men blev kaldt ind som erstatning undervejs.
Victor Kristiansen fra Leicester blev også kaldt ind undervejs i den seneste samling, og han er også en del af Kasper Hjulmands udvalgte.
Efter en svingende begyndelse på kvalifikationen ligger Danmark nummer to i EM-kvalifikationsgruppen med 13 point efter seks kampe ligesom Slovenien på førstepladsen.
I foråret skuffede Kasper Hjulmands tropper fælt i anden kamp på udebane mod Kasakhstan, hvor det endte med et nederlag på 2-3 efter en føring på 2-0.
Siden er resultaterne blevet bedre, og ved seneste landsholdssamling i september blev det til to sejre mod henholdsvis Finland og San Marino på 1-0 og 4-0.
Danmark jagter revanche mod Kasakhstan på hjemmebane 14. oktober. Derefter rejser landsholdet sydpå for at møde lilleputten San Marino 17. september.
Her er de 23 udvalgte:
Målmænd: Kasper Schmeichel, Frederik Rønnow og Mads Hermansen.
Forsvarsspillere: Joakim Mæhle, Victor Kristiansen, Andreas Christensen, Victor Nelsson, Simon Kjær, Joachim Andersen og Alexander Bah.
Midtbanespillere: Christian Eriksen, Philip Billing, Christian Nørgaard, Pierre-Emile Højbjerg, Morten Hjulmand, Mohamed Daramy og Mathias Jensen.
Angribere: Robert Skov, Rasmus Højlund, Jonas Wind, Yussuf Poulsen, Andreas Skov Olsen og Jesper Lindstrøm.
/ritzau/
Andre læser også