Danskperuaneren blev ikke udtaget til kamptruppen mod Argentina, som er Perus sidste landskamp i denne omgang, inden spillerne vender tilbage til dagligdagen i klubturneringerne.
Oliver Sonne var ellers på bænken, da Peru stødte sammen med Chile i sidste uge. Chile vandt kampen 2-0, og Oliver Sonne kom ikke på grønsværen i den forbindelse.
For nylig kunne den 22-årige forsvarsspiller annoncere sit indtog på det peruanske landshold. Han har tidligere afsløret, at han er kvart peruaner.
Det sendte ifølge Tipsbladet den lokale presse i ekstase, som har skrevet flittigt om Sonne.
Ifølge Perus landstræner, Juan Reynoso, har holdkammeraterne på bedste vis forsøgt at lukke Oliver Sonne ind i det spansktalende fællesskab forud for kampen.
– Holdkammeraterne opfører sig spektakulært. Vittighederne er på engelsk og spansk, og de forsøger at involvere ham på den mest naturlige måde.
– Vi ser i ham en ædel og sund dreng med intentionen om at komme ind og bidrage, og han tager det meget seriøst, sagde Juan Reynoso før landsholdets seneste kamp mod Chile ifølge Tipsbladet.
/ritzau/
Andre læser også