AVIZ

Pave Frans’ operation for mavebrok overstået uden komplikationer

Weekly general audience in St. Peter''s Square at the Vatican
Weekly general audience in St. Peter''s Square at the Vatican (Yara Nardi/Reuters)

Operationen forløb uden komplikationer og varede omkring tre timer, oplyser Vatikanet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Vatikanet oplyser desuden, at det forventes, at pave Frans skal være indlagt i “adskillige dage”. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det lyder også, at pavens audienser er aflyst frem til 18. juni.

Den 86-årige pave var tirsdag til tjek på Gemelli-hospitalet i Rom. Det er også her, han er blevet opereret.

Helbredsproblemerne har dog ikke afholdt den katolske kirkes overhoved fra at arbejde. Onsdag formiddag har han haft sit ugentlige foretræde for pilgrimme på Peterspladsen i Vatikanet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev han kørt til Gemelli-hospitalet i en hvid Fiat 500 efter at have hilst på både børn og voksne, der var samlet på pladsen uden for Peterskirken.

Pave Frans har flere gange været ind og ud af hospitalet de seneste måneder.

I slutningen af marts var han indlagt i tre dage på grund af bronkitis.

Det seneste år er han kommet omkring i en kørestol, da han har problemer med sit ene knæ.

Det er noget, han ifølge eget udsagn ikke kan opereres for.

Paven blev desuden opereret for tarmbetændelse i juli 2021. Tidligere i år vendte betændelsestilstanden tilbage, har paven fortalt ifølge Reuters.

Trods de mange sygdomsforløb har pave Frans stadig ofte et stramt program.

Der er tradition for, at den katolske kirkes overhoved bliver på sin post indtil sin død. Dog trådte pave Frans’ forgænger, pave Benedikt, tilbage i 2013 som 85-årig. Han døde 31. december sidste år.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere