AVIZ

Patient fra AUH-kræftsag tilkendes 60.000 kroner i erstatning

Ernst van Norde
Ernst van Norde (Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix)

Det oplyser Patienterstatningen til DR.

Erstatningen lyder på 60.000 kroner. Den tilkendes ikke direkte på grund af de forringede overlevelseschancer, men for de psykiske mén, som er forbundet med at vide, at der er mindre chance for at overleve kræftsygdommen.

Behandlingsgarantien gør, at kræftpatienter har ret til at blive opereret, senest to uger efter at de har fået tilbudt en operation. For patienten, som har fået tilkendt erstatning, blev ventetiden mere end seks uger.

Ifølge Patienterstatningen betyder den forsinkede operation for tarmkræft, at den pågældende patients chance for at være i live om fem år er faldet fra 30 til 10 procent.

Patienterstatningen begrunder erstatningens størrelse med, at beløbet ikke dækker over tabet af et liv, men derimod de psykiske mén, der er forbundet med, at ens overlevelseschancer er ringere.

– Det man giver erstatning for er den belastning, det er som patient at vide, at man nu har en ringere overlevelsesprognose – altså den psykiske belastning, siger vicedirektør i Patienterstatningen Martin Erichsen til DR.

I alt 313 kræftpatienter ventede for længe på behandling i perioden fra januar 2022 til og med februar i år.

Tirsdag i sidste uge meddelte regionen, at to topchefer opsagde deres stilling. Der var tale om regionsdirektør Pernille Blach Hansen og lægefaglig koncerndirektør Helene Probst i Region Midtjylland.

Tidligere skatteminister Jonas Dahl overtager stillingen som regionsdirektør fra 1. august.

Kræftsagen kostede desuden tidligere på året to direktører på AUH jobbet, da hospitalsdirektør Poul Blaabjerg og lægefaglig direktør Claus Thomsen blev fyret.

Et år forinden var koncerndirektøren i Region Midtjylland også blevet fyret efter sagen om amputationer, der kunne være undgået.

/ritzau/

Andre læser også