Det oplyser de fem partier i en pressemeddelelse.
Partierne ophæver dermed de clearingaftaler, der normalt gælder i Folketinget.
Det plejer ikke at være tilfældet, at alle eller de fleste politikere er til stede i Folketingssalen, når der skal stemmes for eller imod et forslag.
Men de fem partier mener, at spørgsmålet om store bededag har så principiel karakter, at de vil tvinge så mange politikere som muligt ned i salen og trykke på knappen, når tredjebehandlingen af det omdiskuterede lovforslag finder sted tirsdag.
– At regeringen vælger at afskaffe store bededag har kæmpe betydning for danskerne. Derfor er det også kun rimeligt, at hvert folketingsmedlem skal ned i salen og stå ved sin beslutning, oplyser Inger Støjberg, som er formand for Danmarksdemokraterne, i pressemeddelelsen.
Og den holdning deler man i SF. Partiets formand Pia Olsen Dyhr kalder regeringens forslag et angreb på den danske model.
– Det er vidtgående både at forbigå arbejdsmarkedets parter og samtidig ikke høre vælgerne før et valg, siger hun og fortsætter:
– Kritikken er massiv af regeringens forslag om at afskaffe store bededag. Vi synes, at sagen har en karakter, hvor det kun er rimeligt, at folketingsmedlemmerne skal i salen og trykke ja eller nej
De tre regeringspartier – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – er som følge af de fem oppositionspartiers beslutning tvunget til at sende et tilsvarende antal medlemmer til afstemningen, hvis de vil være sikre på at få et flertal.
Enhedslisten, SF, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har 49 mandater.
/ritzau/
Andre læser også