AVIZ

Partier lander aftale om Københavns budgetter uden Enhedslisten

Pressemøde om ny aftale om budget i København
Pressemøde om ny aftale om budget i København (Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Det oplyser partierne, heriblandt overborgmester Sophie Hæstorp Andersens Socialdemokratiet, i en pressemeddelelse.

Det største parti på Københavns Rådhus, Enhedslisten, er ikke blandt de syv partier.

Aftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, De Konservative, SF, De Radikale, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Budgettet for 2024 skal først forhandles på plads om tre måneder, og derfor er der tale om et håndslag mellem partierne på, at de skal blive enige om detaljerne til den tid.

Normalt forhandles der også kun et år ad gangen ved kommunale budgetaftaler. Men her er partierne enige om at forhandle budgettet sammen de næste to år.

Det vil ifølge partierne “skabe ro og tryghed om hovedstadens udvikling”.

Men da de fulde økonomiske rammer ikke er på plads endnu, kan der ikke allerede nu indgås en decideret budgetaftale.

Da budgetaftalen for 2023 blev indgået sidste år, var Socialdemokratiet og byens overborgmester ikke med i aftalen. Den blev i stedet indgået med Enhedslisten i spidsen, og rollerne er derfor vendt nu.

Ud over Enhedslisten er Alternativet heller ikke med i det nye flertal på rådhuset.

Ifølge pressemeddelelsen er de syv partier blandt andet enige om at “prioritere mere metro og udbygning af infrastrukturen i København med 6,3 milliarder kroner frem mod 2035”.

– Det er et budget, hvor vi starter med at afsætte 6,3 milliarder kroner til at bygge mere metro i København, siger Sophie Hæstorp Andersen på et pressemøde, hvor aftalen præsenteres.

Også en mindre CO2-udledning i kommunen og flere parkeringspladser er en del af aftalen.

Det samme er skattelettelser i både 2024 og 2025.

De syv partier bag principaftalen er også de syv partier, der står bag aftalen om den nye kunstige ø Lynetteholm, som både Enhedslisten og Alternativet er imod.

Det er i denne forligskreds, at partierne har fundet sammen om et videre samarbejde, siger Sophie Hæstorp Andersen.

/ritzau/

Andre læser også