AVIZ

Parlament støtter kritisk rapport om Johnsons løgne i partygate

FILE PHOTO: Former British Prime Minister Boris Johnson leaves his home, in London
FILE PHOTO: Former British Prime Minister Boris Johnson leaves his home, in London (Peter Nicholls/Reuters)

Efter en fem timer lang debat blev rapporten sent mandag aften godkendt i Underhuset med stemmerne 354 mod 7.

Afstemningen kommer i kølvandet på en længe ventet rapport, der blev offentliggjort torsdag i sidste uge af et udvalg, som har undersøgt sagerne.

Her lød konklusionen, at Johnson bevidst har vildledt parlamentet adskillige gange i sine udtalelser om fester i embedsboligen i Downing Street, der brød med reglerne under coronapandemien.

Ugen inden havde 58-årige Johnson, som på forhånd havde fået en kopi af rapportens konklusioner, trukket sig som medlem af det britiske parlament.

Havde Johnson ikke selv trukket sig, havde parlamentet anbefalet, at han blev suspenderet i 90 dage.

Parlamentets beslutning om at bakke op om rapportens konklusioner forhindrer ikke Boris Johnson i at genopstille som medlem af Underhuset, men det anses som en pinlig straf for en politiker, der stadig var premierminister for et år siden.

De fleste af de parlamentsmedlemmer, der talte under mandagens debat, kritiserede Johnsons opførsel, mens en håndfuld af hans støtter satte spørgsmålstegn ved udvalgets uvildighed.

Tidligere premierminister Theresa May, der ligesom Boris Johnson tilhører Det Konservative Parti, advarede Johnsons tilhængere om ikke at stemme imod udvalgets rapport.

Ifølge May ville det risikere at udhule offentlighedens tro på demokratiet.

Jacob Rees-Mogg, som var minister under Johnson og anses som en af hans mest loyale støtter, sagde under debatten, at det var “fuldstændig rimeligt” at udfordre udvalgets synspunkter.

Han antydede samtidig, at lovgivere, som har undersøgt Johnsons ageren i partygate, “havde et ønske om at komme frem til en bestemt konklusion”.

Boris Johnson, der var premierminister fra midten af 2019 frem til september 2022, var en af Storbritanniens mest kontroversielle ledere i flere årtier.

/ritzau/Reuters

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere