Streamingtjenesten Spotify overgår selskabets forventninger og havde ved udgangen af marts 515 millioner betalende abonnenter.
Det er en stigning på 22 procent i forhold til sidste år.
Og netop det høje antal betalende abonnenter står for størstedelen af den svenske virksomheds omsætning.
I første kvartal noterer Spotify således en omsætning på tre milliarder euro svarende til 22,4 milliarder kroner.
Det fremgår af Spotifys regnskab, som er blevet offentliggjort tirsdag.
Fra Spotify lyder det, at virksomheden har haft “det stærkeste” første kvartal, siden den blev børsnoteret i 2018. Næsten alle forventninger er overgået, lyder det.
På trods af det stærke kvartal endte Spotifys omsætning dog ikke helt, som det var forudset. Regnskabet viser også et større tab end ventet, lyder det fra virksomhedens administrerende direktør Daniel Ek.
– Mange abonnenter kommer på gratis prøveperioder eller en del af et familieabonnement, og Spotify får ikke indtægter med det samme. Det begynder at komme et kvartal senere, siger administrerende direktør Daniel Ek til Reuters.
Driftsresultatet endte desuden med et underskud på 1,2 milliarder kroner i første kvartal.
Det har sat sig i virksomheden, at der er underskud i forretningen. Derfor meldte Spotify i januar ud, at seks procent af staben skulle fyres. Det svarer til omkring 600 ansatte.
Ifølge Daniel Ek skyldes fyringerne, at udviklingen i omsætningen ikke har kunnet følge med de mange investeringer i forretningen, som selskabet har lavet.
Udmeldingen kom efter lignende fyringsrunder i nogle af verdens største techselskaber såsom Googles moderselskab, Alphabet, og Meta, der er moderselskab for Facebook.
Spotify satte sidste år et mål om, at tjenesten vil have en milliard betalende abonnenter i 2030 og nå en årlig omsætning på knap 700 milliarder. Det håber virksomheden stadig at kunne nå.
Spotify er en digital musiktjeneste, som giver brugere adgang til millioner af sange. Virksomheden blev stiftet af de to svenskere Daniel Ek og Martin Lorentzon i 2006 og gik i luften i en række europæiske lande i 2008.
I 2011 gik Spotify ind på det danske marked.
/ritzau/
Andre læser også