Fredag har det tyrkiske katastrofeberedskab opdateret antallet af bekræftede dødsfald i forbindelse med jordskælvene.
Med de nu 44.218 bekræftede dødsfald i Tyrkiet, har antallet af dødsofre samlet set i både Tyrkiet og Syrien oversteget 50.000.
Det første jordskælv, som ramte 6. februar, havde epicenter nord for den tyrkiske by Gaziantep og havde en styrke på 7,8.
Skælvet fik bygninger til at kollapse. Redningspersonale brugte flere dage på at grave i murbrokker efter overlevende.
Lokale medier berettede blandt andet om, at redningsfolk havde fundet en mand og en kvinde, der havde ligget 296 timer under murbrokker. Deres tre børn var dog afgået ved døden.
I kølvandet på jordskælvene har der blandt andet været kritik af byggesjusk i særligt Tyrkiet.
I en årrække havde eksperter advaret om, at nyopførte bygninger i Tyrkiet ikke kunne modstå skælv. Årsagen skulle være korruption og alt for hurtige godkendelsesprocesser.
Efterfølgende har det tyrkiske styre anholdt 160 bygherrer for byggesjusk. I alt har mindst 536 været mistænkt for overtrædelser af byggeregulativer.
Det tyrkiske styre har også haft travlt med at stange bøder ud til medier, der har kritiseret de tyrkiske myndigheders håndtering.
Skælvene kom lige op til et tyrkisk valg, hvor blandt andet præsident Recep Tayyip Erdogan er på stemmesedlen.
To uger efter de oprindelige skælv var der igen rystelser i den tyrkiske undergrund. Her havde det største skælv en styrke på 6,4.
Efterskælvet fik flere bygninger til at bukke under – mange steder var de dog tomme, fordi beboerne var flygtet efter de første skælv.
I Syrien har myndighederne oplyst, at over 5900 er døde som følge af jordskælvene.
/ritzau/Reuters
Andre læser også