Antallet af skovbrande i den canadiske provins Alberta er vokset til mere end 100.
Det fremgår af en oversigt på provinsens hjemmeside over skovbrande i området.
Konkret er der 102 aktive skovbrande, som raser i provinsen lørdag. 35 af dem er ude af kontrol, viser oversigten.
I gårsdagens opdatering om skovbrande skrev provinsens myndigheder, at der til og med fredag var blevet evakueret mere end 13.000 mennesker i Alberta.
Fox Lake i det nordlige Alberta er blandt de hårdest ramte områder. Indfødte folk udgør en stor del af befolkningen i området.
Fredag lød det fra provinsens myndigheder, at en skovbrand havde bredt sig over 4383 hektar i Fox Lake.
Ifølge opdateringen fra fredag er 20 boliger, en politistation, en butik og et vandrensningsanlæg blevet ødelagt i Fox Lake i forbindelse med skovbranden.
Christie Tucker, chef for informationsenheden om skovbrande i Alberta, fortalte fredag, at der foreløbigt havde været 348 skovbrande i provinsen i 2023. Det skrev The Guardian.
– Det er signifikant mere aktivitet for dette tidspunkt på året, end hvad vi har set på noget tidspunkt i den seneste tid.
– Det bliver varmere, og det bliver mere blæsende, sagde hun ifølge mediet.
/ritzau/
Andre læser også