AVIZ

Otteårig dreng dør efter bilangreb i Østjerusalem

En otteårig dreng er lørdag død af sine kvæstelser, efter at han blev ramt af en bil, der kørte ind i folk ved et busstoppested i Østjerusalem fredag.

Det meddeler det hospital i Jerusalem, hvor drengen var indlagt.

– Han ankom i kritisk tilstand, oplyser hospitalet.

Lægerne kæmpede i timevis for at redde drengens liv, hedder det videre i meddelelsen.

Drengens seksårige bror blev også dræbt i fredagens angreb. Drengenes far og deres tiårige storebror er blandt de i alt fire sårede. Faren er fortsat indlagt på et hospital.

Også en 20-årig jødisk studerende mistede livet i angrebet, der fandt sted i Ramot. Det er en israelsk jødisk bosættelse i Østjerusalem.

Ifølge israelsk politi var føreren af bilen en 31-årig beboer fra Issawiya, som er et palæstinensisk kvarter i Østjerusalem.

Han ramte “med høj fart uskyldige mennesker, der ventede ved et busstoppested”, sagde politiet fredag.

Føreren af bilen blev “neutraliseret på stedet”, hedder det videre.

Siden nytår har der været en lang række angreb mod civile israelere og palæstinensere.

I den periode er mindst 43 palæstinensere blevet dræbt. Det tal omfatter både gerningsmænd, militante og civile.

Ni civile israelere er blevet dræbt siden nytår. Blandt dem er tre børn. Også en ukrainer har mistet livet.

Fredagens bilangreb kommer efter en urolig periode med øget vold på Vestbredden, hvor flere formodede militante palæstinensere er blevet dræbt af israelske soldater.

Lørdag dræbte israelske bosættere en 27-årig palæstinenser, skriver nyhedsbureauet Reuters. Ifølge palæstinensiske øjenvidner ankom det israelske militær efterfølgende til stedet, men det var for at beskytte bosætterne.

I slutningen af januar dræbte en bevæbnet palæstinenser seks israelere og en ukrainer udenfor en synagoge i Østjerusalem. Det er det blodigste angreb mod civile israelere i over ti år.

Østjerusalem blev annekteret af Israel efter seksdageskrigen i 1967. Israels ret til området er ikke anerkendt af det internationale samfund.

/ritzau/AFP

Andre læser også