AVIZ

Otte palæstinensere meldes dræbt på Vestbredden på 24 timer

PALESTINIAN-ISRAEL-CONFLICT

Det oplyser sundhedsministeriet under Det Palæstinensiske Selvstyre søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

De fleste af personerne skal være blevet dræbt i byen Jenin, som i foråret var centrum for den største israelske militæraktion på Vestbredden i årevis.

Selvstyret hævder, at israelske styrker, der arbejder i det besatte område, skød fem personer i byen Jenin.

Ifølge det officielle palæstinensiske nyhedsbureau Wafa stormede israelske styrker Jenin “fra flere retninger, affyrede skud og omringede hospitaler og hovedkvarteret for Røde Halvmåne.”

Kilder inden for sundhedsvæsnet oplyser til AFP, at 15 er blevet såret. Vidner melder også om et luftangreb i Jenins flygtningelejr med en israelsk drone.

Den israelske hær har udtalt, at den udførte “antiterrorisme-aktiviteter” i løbet af natten i Jenin-flygtningelejren. Her holder flere væbnede grupper til.

Hæren melder, at den har anholdt en mistænkt for et angreb i august, hvor to israelere blev dræbt.

I en anden episode blev en 25-årig læge ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium dræbt lørdag uden for sit hjem i Qabatiya nær Jenin.

Også i el-Bireh nær Ramallah samt i en landsby syd for Nablus er palæstinensere blevet dræbt ifølge ministeriet.

Vestbredden er ikke omfattet af den fire dages våbenhvile, som gør, at der disse dage skal være pause i kampene mellem IDF og den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas i Gazastriben.

Israel erobrede Vestbredden fra Jordan i 1967 og har besat området lige siden. Jordan havde erobret det i den arabisk-israelske krig i slutningen af 1940’erne og annekterede derefter området.

Området huser ud over palæstinenserne omkring en halv million jøder, der bor i bosættelser.

En stor del af det internationale samfund betragter bosættelserne som værende i strid med Genevèkonventionens regler om, hvordan lande må agere i områder, som de har besat.

/ritzau/AFP

Andre læser også