Sådan lyder konklusionen fra Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, i en pressemeddelelse torsdag.
– Borgere og virksomheder skal have en afgørelse, de kan komme videre med – og der er 9 år meget langt fra en acceptabel sagsbehandlingstid, siger Niels Fenger i pressemeddelelsen.
Kritikken kommer i forbindelse med den såkaldte ATP-sag.
EU-Domstolen fastslog i 2014, at den danske praksis med at opkræve moms af investeringsselskaber, heriblandt pensionskasser, for betaling for ydelser var i strid med EU-ret.
En række pensionsselskaber indgik et forlig med Skat om sagen og krævede i den forbindelse flere milliarder kroner tilbage.
Ombudsmandens undersøgelse viser, at der i starten af april 2023 var rejst i alt 665 tilbagebetalingskrav over for Skattestyrelsen, og at styrelsen havde oprettet i alt 963 sager.
Ved udgangen af april var flere end 600 sager fortsat ikke færdigbehandlet, og i mere end halvdelen af disse – det vil sige over 300 sager – var styrelsen ikke begyndt på sagsbehandlingen.
– Det gør ikke sagen bedre, at sagsbehandlingstiden i en række tilfælde kan blive væsentligt længere, eftersom Skattestyrelsen end ikke er begyndt at behandle en del af sagerne endnu, siger Niels Fenger.
Der er ikke i loven fastsat en grænse for, hvor lang tid Skattestyrelsen må bruge på at behandle sager som disse.
Det beror på vurderinger fra sag til sag, om Skattestyrelsen har levet op til god forvaltningsskik ved at behandle sagerne inden for rimelig tid, og det er altså her, at ombudsmanden udtaler kritik af styrelsen.
Folketingets Ombudsmand oplyser, at både Skattestyrelsen og Folketingets Skatteudvalg er blevet underrettet om kritikken.
/ritzau/
Andre læser også