Pressemeddelelse
8.3.2023 16:09:04 CET | Billund Lufthavn
Den nye grænsekontrol er en terminaludvidelse i Billund Lufthavn på i underkanten af 2000 kvm. Terminaludvidelsen fremtidssikrer Billund Lufthavn og sikrer, at rejsende uden for Schengen får en god oplevelse, når de kommer til Vestdanmark via Billund Lufthavn.
Byggeriet af den nye grænsekontrol blev igangsat i foråret i 2022. Allerede i efterårsferien sidste år blev den taget i brug. Nu er byggeriet uden på også færdigt, og det er til stor tilfredshed for Billund Lufthavn.
– Vi har set frem til denne terminaludvidelse i noget tid, og den er med til at fremtidssikre Billund Lufthavn. Vi tog den i brug i efteråret sidste år, før den var helt færdig, og siden da har den stået sin prøve. Vi må erkende, at den har løftet passageroplevelsen for rejsende i Billund Lufthavn, der rejser til og fra non-Schengen. Derfor er vi stolte over, at vi i dag kan markere en officiel indvielse af grænsekontrollen, siger Jan Hessellund, adm. direktør Billund Lufthavn og fortsætter:
– Billund Lufthavn kom tilbage på samme passagertal i 2022, som vi havde i 2019. Vi er nu tilbage på sporet, hvor vi skal vækste til syv millioner passagerer, og denne terminaludvidelse gør det muligt også at rumme mere trafik uden for EU og Schengen.
Hvis køerne til pasboksene bliver lange og tætte, er det politiet, der sidder for bordenden og skal tjekke pas. Den nye grænsekontrol vækker derfor også begejstring hos Sydøstjyllands Politi. Grænsekontrollen er mere indbydende, der er mere plads, og passagererne kan hurtigere blive ekspederet.
I den nye grænsekontrol er der seks bokse, hvor politiet fortsat kan tjekke pas, men der er også seks selvbetjeningsløsninger. Det vil sige, at der er 12 muligheder for at få tjekket sit pas hhv. ved ind- og udrejse. Derudover er der opsat ”Self Service”-kiosker, der skal bruges, når det nye grænsekontrolsystem EES bliver taget i brug.
– I Sydøstjyllands Politi er vi meget glade for nu at kunne indvie blandt andet nye, større, lysere og bedre indrettede pasbokse til vores medarbejdere. Vi sætter også stor pris på, at kapaciteten er blevet øget, så de rejsende kan få en kortere ventetid ved ind- og udrejse, siger politidirektør Jørgen Abrahamsen og afslutter:
– Der er betydelige fremskridt i de faciliteter, der nu officielt indvies i Billund lufthavn. Der er nu skabt plads til opsætning af Self service kiosk, hvilket skal bruges når det nye grænsekontrolsystem EES går i luften i hele Schengen. Datoen er endnu ikke kendt, men vi håber det sker snart. Jeg vil også fremhæve, at vi nu har et non-Schengenområde til afviste tredjelandsborgere. Det vil sige et område, hvor en tredjelandsborger, som ikke lovligt må indrejse i Schengen, kan opholde sig indtil det er muligt at komme retur. Det er en lettelse i politiets arbejde.
EES er det nye ind- og udrejsesystem, der skal sikre oplysninger om ikke-EU-borgere og dermed gøre sikkerhedskontrollen stærkere ved Europas grænser.
Andre læser også