AVIZ

Nye Borgerlige har mistet en tredjedel af sine byrådsmedlemmer

Valgplakater i Aarhus
Valgplakater i Aarhus (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Dermed har partiet mistet en tredjedel af sine mandater.

Det fremgår af en opgørelse over medlemmer af byråd og kommunalbestyrelser på partiets hjemmeside.

Mandag har partiets eneste medlem af Aarhus Byråd forladt partiet.

Henrik Arens siger i en pressemeddelelse, at han ikke længere kan se sig i partiet, skriver TV2 Østjylland.

Med Henrik Arens’ farvel er Nye Borgerlige ikke længere repræsenteret i landets fire største byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg.

I alle byer har partiets enlige kommunalpolitiker siden april sidste år meldt sig ud.

Nye Borgerlige har i en længere periode været ramt af uro og afgående formænd.

Stifter Pernille Vermund meddelte 10. januar i år, at hun så hurtigt som muligt ville stoppe som formand og dernæst træde ud af Folketinget efter næste folketingsvalg.

På det tidspunkt havde Mette Thiesen allerede forladt partiet. Det skete efter intern ballade, der blandt andet omhandlede ølkast fra Thiesens kæreste ved Nye Borgerliges valgfest.

Januar bød også på et farvel til folketingsmedlem Mikkel Bjørn. Han kunne ikke se sig selv samarbejde med Lars Boje Mathiesen som sandsynlig kommende formand.

Både Mikkel Bjørn og Mette Thiesen er i dag medlemmer af Dansk Folkeparti.

Lars Boje Mathiesen blev 7. februar valgt som formand med Henriette Ergemann som ny næstformand.

Hun måtte trække sig fra posten efter kun 13 dage, da det kom frem, at hun havde fremsat en række kontroversielle udtalelser om blandt andet coronahåndteringen.

Kort efter meldte Henriette Ergemann sig ud af partiet og blev løsgænger i Kalundborg Kommune.

10. marts svingede Nye Borgerliges magtfulde hovedbestyrelse så øksen over Lars Boje Mathiesen, der havde krævet et honorar på 55.000 kroner om måneden i fire år for at være formand. Og ud røg formanden.

I dag fungerer hovedbestyrelsen som formand. Pernille Vermund har dog meddelt, at hun stiller sig til rådighed som formand igen og alligevel genopstiller til næste valg.

Nye Borgerlige står mandag til 2,3 procent af stemmerne i en meningsmåling fra Voxmeter. Det er partiets laveste Voxmeter-måling siden maj 2020.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere