Således har den stormflod, som ramte Danmark i midten af oktober, bremset iltsvindets udvikling og skabt markant forbedring af iltforholdene i de danske farvande.
Den nye rapport viser, at der sidst i oktober kun kunne spores iltsvind i de indre danske farvande i “Dybet” i Mariager Fjord og i de dybeste dele af det sydlige Lillebælt.
Det skriver Miljøministeriet fredag i en pressemeddelelse.
– Vi kan ikke bruge stormfloden som en sovepude. Udledningen af kvælstof til vores havmiljø er alt for højt, og det kvæler livet i vore fjorde og nære kystområder, siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.
Rapporten viser også, at der både er observeret udslip af giftige svovlbrinte og døende fisk og bunddyr i sidst i september og i starten af oktober.
I slutningen af september viste en rapport fra Aarhus Universitet, at iltsvindet i de indre danske farvande var det værste i 20 år.
Ifølge ministeren skal der et langt sejt træk til for at forbedre havmiljøet.
Et bredt politisk flertal blev i 2021 enige om en landbrugsaftale, som skal reducere landbrugets udledning af kvælstof. Aftalen indeholder en miljøgaranti.
Den betyder, at hvis de kollektive virkemidler, som for eksempel skal tage landbrugsjord ud af drift og etablere nye vådområder, ikke giver tilstrækkeligt med resultat, så er der en politisk aftale om at skrue op for reguleringen.
En vandområdeplan fra i sommer skal implementere en række af de aftalte kvælstofindsatser. Det skal nedbringe udledningen af kvælstof med 10.400 ton om året.
Iltsvind går nemlig ud over bundlevende dyr, fisk og planter. I de hårdest ramte områder søger de dyr, som kan, væk, mens de fastsiddende dør.
Det opstår, når kvælstof og fosfor ender i havet på grund af regn. Stofferne giver næring til alger, som på et tidspunkt dør og falder til bunds.
Her nedbrydes de, og i den proces tømmes vandet gradvist for ilt, fordi det bruges i processen – med store konsekvenser for dyr og planter.
/ritzau/
Andre læser også