Mindst ni palæstinensere har mistet livet.
Det oplyser kilder fra det palæstinensiske sundhedsvæsen ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters kort før klokken 13.30 dansk tid.
Ifølge Reuters’ oplysninger er 97 personer blevet såret.
Ifølge palæstinensisk Røde Halvmåne har hjælpeorganisationen behandlet 45 personer med skudsår og 250 personer, der har inhaleret tåregas.
Det israelske militær bekræfter over for AFP, at dets styrker onsdag har været indsat i Nablus. Men militæret ønsker ikke at oplyse yderligere.
Ifølge den israelske avis Haaretz’ oplysninger har der i forbindelse med operationen været skudvekslinger mellem israelske soldater og to palæstinensiske mænd, som menes at stå bag flere angreb på israelske bosættelser og et drab på en israelsk soldat i oktober sidste år.
Der er ifølge den militante bevægelse Islamisk Jihad tale om to af gruppens medlemmer, skriver Reuters. De to mænd befandt sig i et hus i Nablus, da de blev omringet af israelske soldater.
I den forbindelse ankom flere andre bevæbnede palæstinensere. Mindst én af dem blev dræbt sammen med de to eftersøgte mænd.
Nablus er ofte centrum for voldelige sammenstød mellem israelske soldater og palæstinensere samt israelske militæroperationer.
Byen er blandt andet hjemsted for en afdeling af Islamisk Jihad samt den militante, palæstinensiske bevægelse Løvens Hule.
Islamisk Jihad er desuden til stede i Gazastriben ligesom Hamas. Begge ønsker at udslette staten Israel.
Israel har været militært tilstede på Vestbredden siden 1967, hvor Vestbredden blev besat af Israel under Seksdageskrigen.
Dele af Vestbredden er under fuld palæstinensisk kontrol. Det gælder blandt andet Nablus. Alligevel opererer israelsk militær af og til i byen.
/ritzau/
Andre læser også