AVIZ

Ni er døde eller savnet i Zimbabwe efter kollaps i guldmine

ZIMBABWE-MINING-GOLD-ACCIDENT

Det oplyser regeringens mineorganisation (ZMF) lørdag.

Ulykken skete fredag i Chegutu cirka 120 kilometer vest for hovedstaden Harare.

– Fire døde er blevet taget op indtil nu, og fem er stadig spærret inde, siger ZMF’s leder, Henrietta Rushwaya.

Hun fortæller, at 21 er blevet reddet op af minen.

Tidligere oplyste Zimbabwes stats-tv, ZBC, at op mod 18 personer kunne ligge begravet i den sammenstyrtede skakt.

Men Rushwaya siger, at “da sammenstyrtningen skete, blev 13 mennesker reddet ud i live, og senere andre otte i live”.

ZBC rapporterede tidligere, at de døde var blevet fundet under klippestykker.

Zimbabwe, der ligger i det sydlige Afrika, råder over store reserver af platin, diamanter, guld, kul og kobber.

Som følge af det uføre, som landets økonomi befinder sig i, så vokser den illegale minedrift. Arbejdet her foregår ofte under meget farlige forhold.

Ulykker sker hyppigt. Således også i februar 2019, hvor 24 minearbejdere døde, da styrtregn oversvømmede en tilsyneladende forladt mine i det centrale Zimbabwe.

/ritzau/AFP

Andre læser også