AVIZ

Netanyahu forsøger at hindre protester i militæret

Israel weekly cabinet meeting in Jerusalem
Israel weekly cabinet meeting in Jerusalem (Pool/Reuters)

Der er tale om reservister fra militærets eliteenheder og fra efterretningsgrupper. De har meddelt, at de vil protestere mod regeringens retsreform ved at blive væk fra visse tjenstlige indkaldelser og forpligtelser.

Dermed optrappes omfattende protester mod retsreformen, som ifølge kritikere vil ændre den israelske stat fra et demokrati til et autokrati, hvor regeringen kommer til at bestemme over domstolene.

Premierminister Benjamin Netanyahu har opfordret militærets stabschef, Herzl Halevi, til at gribe ind og forhindre reservisternes protester.

– Jeg forventer, at den militære stabschef og sikkerhedstjenesternes topledere til offensivt at gribe ind og forhindre disse protester, siger Netanyahu og tilføjer:

– En stat, som vil fortsætte med at eksistere, kan ikke tolerere denne form for pligtforsømmelser.

Omkring 700 officerer inden for Israels luftvåben, specialstyrkerne og sikkerhedstjenesten Mossad, har bebudet, at deres protestaktioner vil finde sted fra og med søndag.

Netanyahus regering, som er den mest højreorienterede Israel har haft, vil reducere retsvæsenets beføjelser og i stedet give parlamentet mere magt.

For 11. weekend i træk var tusindvis af israelere lørdag samlet i byer over hele landet for at vise deres modstand mod de planlagte reformer.

Siden Netanyahus nye regering tiltrådte i januar, er protester taget til.

Premierministerens konservative Likud-parti har støtte fra partier på den religiøse-nationalistiske højrefløj.

Den omstridte reform vil blandt andet give parlamentet Knesset bemyndigelse til at omgøre domme i højesteretten. Desuden får landets regering mulighed for at udpege højesteretsdommere.

Netanyahu selv har erklæret, at han mener, at demonstrationerne primært har til formål at vælte ham.

Han er anklaget i tre korruptionssager, men nægter at have gjort noget forkert.

Modstandere af reformerne mener, at Netanyahu forsøger at presse reformerne igennem for at kunne undslippe anklagerne mod sig selv.

Den 73-årige politiske veteran tog i december 2022 hul på sin sjette embedsperiode efter at have tilbragt halvandet år som leder af oppositionen. Inden da havde han været ved magten i 12 år.

/ritzau/AFP

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere