AVIZ

Nedrykning koster AaB kassen: Nedjusterer med 25 millioner

AaB - Silkeborg IF, Superliga
AaB - Silkeborg IF, Superliga (Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Mandag meddeler fodboldklubben i en børsmeddelelse, at den sænker de økonomiske forventninger til 2023.

Tidligere var forventningen et minus på mellem 10 og 20 millioner kroner. Nu forventer klubben et minus på mellem 35 og 45 millioner kroner.

– Nedjusteringen henføres primært til reduktion i tv-indtægter, færre matchdayindtægter, nedskrivning af kontraktrettigheder samt lavere forventede transferindtægter, lyder det i børsmeddelelsen.

AaB rykkede ned i 1. division, efter at klubben i lørdags tabte med 0-1 til Silkeborg IF. Klubbens ambition er at rykke op igen hurtigst muligt.

De økonomiske forventninger til 2023 er da også baseret på, at AaB ligger i toppen af tabellen i landets næstbedste række, når året er omme.

Den nordjyske klub, der har været i den bedste række siden 1986, har gennem en årrække haft hul i pengekassen.

I fire af de seneste fem regnskabsår er det således endt med tocifrede millionunderskud.

Klubben fik tidligere i år nye tyske ejere, som har skudt nye millioner i projektet.

/ritzau/

Andre læser også