AVIZ

NB-næstformand beklager corona-kritiske opslag på social medier

Nye Borgerlige holder ekstraordinært årsmøde
Nye Borgerlige holder ekstraordinært årsmøde (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Hun kalder kommentarerne for “meget uhensigtsmæssige” og “beklager, da de bestemt ikke har været ordentlige”.

Siden hun blev valgt som næstformand 7. februar har B.T. og Ekstra Bladet afdækket, hvordan hun tidligere har forholdt sig til coronahåndteringen på sociale medier.

Eksempelvis har hun skrevet på Facebook i maj 2021, at tidligere generalsekretær for Unicef Karen Hækkerup skulle “i fængsel for mord på uskyldige børn” og kaldte hende en “sindssyg kælling”.

Kommentaren faldt til en video, hvor Karen Hækkerup ifølge Ekstra Bladet fortalte, at Unicef var begyndt at indkøbe sprøjter, fordi børn skulle vaccineres mod coronavirus.

Videre lød det i juli 2021 i en kommentar til et opslag fra daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at hun håbede, at hans datter ville få saltvand, da hun skulle coronavaccineres.

– Pøblen får ikke saltvand. Det er forbeholdt politiker-skuespillerne, der har behov for at promovere, at de har taget sprøjten, skrev Henriette Ergemann videre på Facebook.

I sit opslag torsdag på Facebook uddyber hun ikke, hvilke kommentarer der har været uhensigtsmæssige.

– Da jeg valgte at melde mig ind i Nye Borgerlige, skyldtes det, at partiet turde at sige fra over for regeringens overforsigtighedsprincip.

– Men min corona-kritik betyder ikke, at jeg er konspirationsteoretiker, som nogle har kaldt mig, efter at medierne de seneste dage har gravet nogle meget uhensigtsmæssige kommentarer frem, som jeg for år tilbage skrev på sociale medier.

– Der er indberettet mange formodede bivirkninger fra folk, og de fortjener at blive hørt. Men nej, jeg tror ikke, at befolkningen med vaccinen har fået skudt 5G-chips ind i armen, skriver Henriette Ergemann i sit opslag.

Ritzau forsøger at få en uddybende kommentar fra Henriette Ergemann.

Hun påpeger også i opslaget, at kommentarerne er skrevet, før hun blev folketingskandidat og siden politisk næstformand for Nye Borgerlige.

Ritzau forsøger også at få en kommentar fra Nye Borgerliges formand, Lars Boje Mathiesen.

Han har tidligere sagt til Ekstra Bladet om sin næstformands kommentarer på sociale medier, at “det er ikke en retorik, jeg ville have brugt”.

Lars Boje pointerede ligeledes, at hun skrev kommentarerne, før hun blev næstformand, og at det ikke får konsekvenserne for hendes post.

Henriette Ergemann sidder også i Kalundborg Byråd.

/ritzau/

Andre læser også