Det oplyser selskabet Naviair, der varetager trafikstyring af luftfart i Danmark, efter et møde mandag med flyvelederforeningen Datca.
– Vi har mødtes med Datca i dag og haft en god drøftelse, siger Naviairs fungerende direktør, Mads Kvist Eriksen, i en kommentar.
– Vi har aftalt, at Naviair kommer med et nyt oplæg til forhandling, som vi fremsender senere på ugen til Datca, og så mødes vi igen næste uge, tirsdag 30. maj.
Naviair afviser at komme med uddybende kommentarer.
Også Datca kommer med en positiv melding efter mandagens møde under en konflikt, som har påvirket tusindvis af passagerer i Københavns Lufthavn, og hvor beskyldningerne er fløjet frem og tilbage mellem parterne.
– For første gang oplever vi i Datca, at der bliver lyttet til flyvelederne, og det gør mig fortrøstningsfuld, siger Esben Blum, formand for Datca, i en skriftlig kommentar.
– Det er positivt, at Naviair nu vil afsøge mulighederne for at øge den økonomiske ramme, hvilket er en betingelse for at finde en langsigtet løsning i stedet for kun at lave lappeløsninger, som ellers har præget forhandlingerne til nu, siger han i kommentaren.
Også Datca afviser at stille op til interview. Naviair ønsker hverken at be- eller afkræfte Esben Blums udmeldinger om muligheden for en øget økonomisk ramme.
Naviair mangler for tiden flyveledere, og det skyldes blandt andet fratrædelser under coronakrisen. Her var der ikke samme behov for flyveledere som nu.
Men efter at der igen er kommet gang i luftfarten, er der opstået en mangelsituation. Den har den seneste tid påvirket tusindvis af passagerer i Københavns Lufthavn.
Derfor ønsker Naviair, at medarbejderne tager ekstravagter, indtil der er uddannet flere flyveledere.
Flyvelederne mener derimod, at ekstravagterne har fået for stort et omfang, og at det er i strid med overenskomsten.
Naviair meddelte sidste uge, at selskabet flytter fire flyveledere fra Roskilde Lufthavn til Københavns Lufthavn hen over sommeren for at mindske forsinkelserne.
Den ordning har Datca gentagne gange kaldt en “lappeløsning”.
Parter omkring luftfarten – blandt andet Københavns Lufthavn og en række flyselskaber – har flere gange opfordret til politisk indblanding. Det har regeringen dog foreløbig afvist.
Naviair er en selvstændig offentlig virksomhed ejet af den danske stat ved Transportministeriet.
/ritzau/
Andre læser også