AVIZ

Navalnyj står ifølge advokat over for nye sigtelser

PLUS Putin sender sin værste fjende bag tremmer
PLUS Putin sender sin værste fjende bag tremmer (Handout/Ritzau Scanpix)

Aleksej Navalnyj bliver mishandlet i fængslet, det siger den kendte Kreml-kritikers advokat ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Advokaten, Vadim Kobzev, fortæller tirsdag, at fængselsvagterne mandag sparkede Navalnyj, efter han nægtede at dele celle med sin cellekammerat, da han har “store problemer med den personlige hygiejne”.

Cellekammeraten, der flere gange er blevet rykket tilbage til Navalnyj, lugter ifølge advokaten “uudholdeligt”. Hvorfor den kendte oppositionspolitiker bad om ikke at sidde sammen med ham.

Men som følge af protesterne indkaldte fængselsvagterne indsatsstyrken, der skubbede ham tilbage ind i cellen.

Mandagens episode betyder, at der nu venter nye anklager mod Navalnyj. Han er nu sigtet for at “skabe oprør” i fængslet, hvilket kan betyde en forlængelse af fængselsstraffen på op til fem år.

Efter episoden flyttede fængselsvagterne Navalnyjs cellekammerat.

Navalnyj er fængslet for bedrageri, men der er mange, som anser hans fængsling som politisk motiveret, da han er en fremtrædende kritiker af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Sidste uge lød det fra Navalnyjs talsperson, at han led af stærke mavesmerter, og at han frygtede, at han bliver forgiftet.

Tirsdag har russiske lovgivere vedtaget lovgivning, der gør straffen for forræderi hårdere. Straffen bruges ofte til at få oppositionspolitikere til at tie, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

I Dumaen – underhuset i det russiske parlament – vedtog tirsdag ligeledes lovgivning, der skal gøre det muligt at straffe “bistand til at udføre beslutninger truffet af internationale organisationer, hvori Rusland ikke deltager”.

Lovgivningen kommer ifølge AFP som reaktion på, at Den Internationale Straffedomstol har udstedt en arrestordre på præsident Vladimir Putin.

/ritzau/

Andre læser også