AVIZ

Napoli kan juble: Første mesterskab i 33 år er i hus

Serie A - Udinese v Napoli
Serie A - Udinese v Napoli (Jennifer Lorenzini/Reuters)

Napoli kan for første gang siden 1990 og for tredje gang i klubbens historie kalde sig italiensk mester.

Kun matematikken har de seneste uger forhindret fansene fra den traditionsrige fodboldby i at fejre titlen endegyldigt, og torsdag blev det langt om længe en realitet.

1-1 i udekampen mod Udinese var nok til at sikre Napoli det første mesterskab, siden nu afdøde Diego Maradona var den helt store stjerne.

Før de sidste fem kampe har Napoli 16 point ned til Lazio, som ellers gjorde sit for at holde liv i det teoretiske håb med en sejr over Sassuolo onsdag aften.

Napoli kunne i søndags have lukket kampen om guldet på hjemmebane, men skuffede stort ved kun at få uafgjort mod Salernitana.

Og torsdag var der endnu en gang udsigt til, at mesterskabsfejringen kunne blive aflyst. Der gik nemlig ikke mere end 13 minutter, før Udineses Sandi Lovric bragede bolden op i målhjørnet efter flotte kombinationer i opspillet.

Men efter pausen kom forløsningen.

En af de helt store stjerner i Napolis storslåede sæson har været nigerianske Victor Osimhen, og han viste igen sit værd i begyndelsen af anden halvleg.

Napoli fastholdt trykket på værternes mål efter et hjørnespark, hvor der flere gange var fare på færde i Udineses defensiv.

Da bolden landede for fødderne af Osimhen, blev der ikke tøvet.

Angriberen bankede selvsikkert læderet over i modsatte side af nettet med en knaldhård inderside og udløste et stort jubelbrøl blandt den skare af medrejsende fans, der havde været så heldig at få billet til den historiske begivenhed.

Øjeblikkets betydning blev understreget af, at bolden med det samme blev bragt ud til sidelinjen og lagt i sin sort pose, der efter alt at dømme skal bevare den neongule kugle til eftertiden.

I sig selv var slutresultatet måske ikke prangende. Men det var rigeligt til at udløse den formodede folkefest i Napoli.

Blandt de nykårede mestre hos storklubben finder man blandt andre den tidligere FC Nordsjælland-spiller Stanislav Lobotka, som gennem sæsonen har været en af nøglerne til holdets succes.

Han kan ligesom holdkammeraterne se frem til heltestatus i den syditalienske kystby.

/ritzau/

Andre læser også