AVIZ

Næstformand i FH bliver fungerende formand under orlov

Formand for FH Lizette Risgaard er anklaget for grænseoverskridende adfærd
Formand for FH Lizette Risgaard er anklaget for grænseoverskridende adfærd (Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix)

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) oplyser til DR, at FH’s næstformand, Morten Skov Christiansen, bliver fungerende formand, imens formand Lizette Risgaard er på orlov.

Fredag aften meldte FH-formanden ud, at hun går på selvvalgt orlov, efter at flere mænd i Berlingske og Ekstra Bladet er stået frem med anklager om upassende adfærd fra hendes side.

Hun har beklaget, hvis nogen har følt sig krænket.

Lizette Risgaard går på orlov, indtil en ekstern advokatundersøgelse af sagen er afsluttet.

Tidligere fredag på et pressemøde meddelte Lizette Risgaard, at hun “helt klart” mente, hun kunne fortsætte med at udøve sit virke som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), mens advokater undersøgte sagerne.

Men siden har fire medlemsorganisationer i FH meldt ud, at de trækker støtten til FH-formanden.

Det gælder HK, Teknisk Landsforbund, Kost- og Ernæringsforbundet og Danmarks Lærerforening.

I en mail, som TV 2 har set, skriver Lizette Risgaard, at hun kan konstatere, at organisationerne har trukket støtten, og at hun vil komme til at skygge for fagforeningernes arbejde 1. maj og så længe advokatundersøgelsen foregår.

Andre medlemsorganisationer har i løbet af fredag sagt, at de afventer den eksterne advokatundersøgelse.

40-årige Morten Skov Christiansen har været næstformand i FH siden organisationen blev dannet. Før det var han næstformand i LO, og han har også tidligere været formand for LO Hovedstaden.

Lizette Risgaards orlov træder ifølge DR i kraft med øjeblikkelig virkning.

Lizette Risgaard blev valgt som formand i det daværende LO i 2015. Fagorganisationen fusionerede siden med foreningen FTF og blev til Fagbevægelsens Hovedorganisation fra 1. januar 2019.

FH har fra starten haft Lizette Risgaard som formand.

Fagbevægelsens Hovedorganisation er paraplyorganisation for 65 forskellige faglige organisationer.

/ritzau/

Andre læser også