Myndighederne i Moldova anholdt mandag Marina Tauber, en ledende figur i en protestbevægelse mod landets proeuropæiske regering.
Det oplyser Moldovas antikorruptionsanklagemyndighed.
Bevægelsen vil have landets præsident, Maia Sandu, til at træde af og stoppe integrationen med EU.
Marina Tauber er et ledende medlem af landets andenstørste oppositionsparti, der bliver ledt af Ilan Sor.
Han lever i eksil i Israel og blev sidste måned idømt 15 års fængsel i forbindelse med banksvindel.
Maia Sandu og andre regeringsrepræsentanter siger, at Marina Taubers rolle i demonstrationerne er en del af et forsøg på at forstyrre landets offentlige anliggender til interesse for Rusland.
– Enhver person er forpligtet til at rette sig efter Moldovas love, og enhver handling i strid med disse normer vil blive straffet, siger præsidentkontorets pressesekretær Irina Gotisan i en udtalelse.
Marina Tauber er anklaget for overtrædelser af reglerne om partifinansiering og blev anholdt, da hun trodsede et retsforbud ved at prøve at rejse til Israel.
Præsidenten Maia Sandu er spydspids for at få den tidligere sovjetstat mellem Ukraine og Rumænien integreret i EU.
Moldova har fordømt Ruslands invasion af Ukraine og anklager præsident Vladimir Putins regering for at forsøge at destabilisere landet.
Kort efter Ruslands invasion af Ukraine underskrev Maia Sandu Moldovas ansøgning om at blive medlem af EU.
I juni blev Moldova sammen med Ukraine godkendt som EU-kandidatland af de 27 EU-landes stats- og regeringschefer.
EU-landenes udenrigsministre godkendte i april en civil mission i Moldova for at støtte landet imod den hybridkrig, som Rusland ifølge dem fører for at destabilisere landet.
/ritzau/Reuters
Andre læser også