AVIZ

Møbelfirma finder taske med skydevåben i omklædningsrum

Politiøvelse i Aalborg
Politiøvelse i Aalborg (Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Den danske møbelproducent Tvilum har fundet skydevåben og tilhørende magasiner i et aflåst skab i et omklædningsrum.

Det fremgår af et internt brev sendt til medarbejderne, som Ekstra Bladet har set.

Våbnene blev ifølge Ritzaus oplysninger fundet mandag i virksomhedens lager i Fårvang i Midtjylland. Det skete i forbindelse med en oprydning, hvor det var varslet, at låste skabe uden navn og dato ville blive klippet op, lyder det i brevet.

Da de låste skabe blev åbnet, blev en rygsæk med våbnene fundet.

– Vi tilkaldte straks politiet, som kom og fjernede tasken og sikrede sig dna-spor, fremgår det af brevet fra onsdag ifølge mediet.

Brevet er underskrevet af administrerende direktør i Tvilum Kjeld Nielsen, som også bekræfter fundet over for Ekstra Bladet.

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter torsdag over for Ritzau, at det fik anmeldelsen fra virksomheden mandag. Samme dag var de hos virksomheden for at sikre våbnene.

– Vi har været derude for at sikre to håndvåben og tre magasiner. De skal alle til nærmere undersøgelser nu. Der er ingen konkret mistænkt i sagen endnu, lyder det.

Politiet vil ikke oplyse, hvilke typer håndvåben der er blevet sikret, eller hvad de undersøger i forbindelse med efterforskningen.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere