Et formodet russisk missilangreb på et museum i den ukrainske by Kupjansk har dræbt en person og såret mindst ti.
Det oplyser Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på beskedtjenesten Telegram tirsdag. Det skriver Reuters.
– Foreløbig har vi kendskab til én omkommet museumsarbejder og ti sårede. Der er flere mennesker under murbrokkerne, skriver Zelenskyj blandt andet.
Kupjansk ligger i det østlige Ukraine og er en del af Kharkiv-regionen.
Det ukrainske præsidentkontor oplyser, at det er et russisk missil af typen S-300, der har ramt museet.
Rusland har under krigen i Ukraine afvist, at dets styrker går efter civile mål. Alligevel er der adskillige eksempler på, at blandt andet beboelsesejendomme og hospitaler er blevet ramt af russiske missiler.
/ritzau/
Andre læser også