Miljøminister Magnus Heunicke (S) giver på det sociale medie X en opdatering på, hvordan det står til. Her skriver han, at der den seneste uge er sket en forværring i udviklingen af iltsvind.
Målinger peger blandt andet på kraftig iltsvind i Limfjorden, nærmere bestemt i Hjarbæk Fjord lidt nord for Viborg.
Desuden er der målt moderat iltsvind i Øresund og i det sydligste Kattegat ved Sejerø Bugt og ved Hesselø, skriver han.
– Iltsvindet ser med andre ord ud til at være forværret på trods af det koldere vejr, skriver ministeren på X.
Iltsvind opstår, når kvælstof og fosfor ender i havet på grund af regn. Stofferne giver næring til alger, som på et tidspunkt dør og falder til bunds.
Her nedbrydes de, og i den proces tømmes vandet gradvist for ilt, fordi det bruges i processen – med store konsekvenser for dyr og planter.
Iltsvind går ud over bundlevende dyr, fisk og planter. I de hårdest ramte områder søger de dyr, som kan, væk, mens de fastsiddende dør.
Heunicke skriver i sit opslag, at der i sidste uge ellers stort set kun var iltsvind tilbage i det sydlige Lillebælt samt i Mariager Fjord og ved Als.
Iltsvindets udvikling blev bremset af den stormflod, der i oktober ramte Danmark. Men nu er der altså igen sporet en bekymrende udvikling.
– Målingerne understreger behovet for en styrket indsats for at udtage lavbund og beskytte vores mest sårbare fjorde. Vi er i gang, men vi skal gøre langt mere, skriver Heunicke.
/ritzau/
Andre læser også