Det fremgår, da specialanklager Mette Bendix oplæser Retslægerådets konklusion i Retten i Aalborg onsdag eftermiddag.
Anklageren sagde allerede ved sagens begyndelse 7. juni, at hun går efter at få den tiltalte idømt fængsel på livstid, alternativt forvaring, hvis han findes skyldig.
Retslægerådet er landets højeste lægefaglige instans, og indstillingen til forvaring bygger på en farlighedsvurdering af den tiltalte.
– Han frembyder en nærliggende og væsentlig fare for andres liv, legeme og frihed, lyder lægernes indstilling ifølge anklageren.
– Forvaring er påkrævet for at forebygge denne fare, hedder det endvidere.
Det fremgår også, at den 38-årige nordjyde har en alvorlig personlighedsforstyrrelse.
Han er dominerende, manipulerende og mangler evne til empati, skriver Retslægerådet.
Det svarer til konklusionerne i den mentalerklæring, som tidligere er blevet præsenteret af anklageren.
Forvaring er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning, der træder i stedet for straf, når den dømte anses for at være særligt farlig.
En dom til forvaring forudsætter, at retten finder det nødvendigt med en tidsubestemt foranstaltning frem for straf for at forhindre den dømte i at begå ny farlig kriminalitet.
Efter tre års forvaring – og siden en gang om året – har Kriminalforsorgen pligt til at tage stilling til, om foranstaltningen skal fortsætte.
Fængsel på livstid er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet.
I gennemsnit bliver livstidsdømte dog løsladt efter 16-17 års fængsel.
Den 38-årige mand er ud over drab kendt skyldig i at have forsøgt at voldtage Mia Skadhauge Stevn.
Her er endvidere fundet skyldig i usømmelig behandling af liget. Det havde han på forhånd erkendt.
Der ventes endelig dom i sagen torsdag.
/ritzau/
Andre læser også