Politiet i Serbien har indledt en intens jagt på den formodede gerningsmand bag et masseskyderi torsdag aften syd for hovedstaden Beograd.
Flere end 600 politibetjente, heriblandt antiterrorstyrker og gendarmer, er indsat i forsøget på at finde den 21-årige, som er blevet identificeret af politiet som U.B. Det skriver det serbiske public service-medie RTS ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Serbiske medier som Telegraf og Nova dækkede situationen gennem natten med liveopdateringer og beretninger fra området, hvor politiet arbejdede. En helikopter flyver rundt og rekognoscerer over området omkring Mladenovac.
Medierne har løbende beskrevet ud fra iagttagelser på stedet og snak med øjenvidner, hvordan gerningsmanden har haft skududvekslinger med politiet og nu formodes at gemme sig et sted i området.
Skududvekslingerne og de generelle beskrivelser af menneskejagten er ikke blevet bekræftet af politiet.
Reuters skriver dog, at det fik at vide af en betjent nær landsbyen Dubona, at politiet stadig jagtede U.B.
– Det er kulsort herude. Vi leder efter ham i det her område, vi tager alle forbehold. Et stormgevær er en alvorlig trussel, sagde betjenten i et interview over telefonen.
Telegraf berettede omkring midnat først om, at kaskader af politibetjente var blevet sendt mod byen Mladenovac. Otte personer var blevet skudt ihjel, mens adskillige flere var blevet såret.
Klokken kvart over midnat kunne mediet så berette, at den formodede gerningsmand havde fortsat skyderiet i landsbyen Sepsin, som ligger godt fem kilometer nord for Mladenovac.
Her meldte mediet et kvarter senere at gerningsmanden var omringet af politiet, og at der blev udvekslet skud mellem de to parter.
Klokken 00.50 meddeltes det, at gerningsmanden var flygtet til Sepsin gennem landsbyen Dubona, som ligger blot en kilometer vest for Sepsin. Også her skulle han have afgivet skud.
Klokken 01.22 meldte mediet landsbyen Sepsin som værende under regulær politibelejring.
Gerningsmanden nægter ifølge mediet at overgive sig. Det frygtes ifølge mediet, at han har taget gidsler, men det bekræftes ikke af politiet.
Klokken 02.11 berettede mediet om, at samtlige tilgængelige styrker er til stede. Det inkluderer politibetjente, helikoptere og nødredningspersonale.
Kort efter klokken 03.00 skriver mediet, at den formodede gerningsmand skjuler sig. Ifølge Telegraf vurderes det, at han gemmer sig i et “isoleret anlæg”, men mediet skriver umiddelbart ikke, hvor den vurdering kommer fra.
/ritzau/
Andre læser også