Det skriver det britiske medie Sky News.
Sky News henviser til de tyske medier Der Spiegel og Rheinische Post, der begge skriver om de formodede planer.
Rheinmetall skal være i forhandlinger med den ukrainske regering om at bygge en fabrik, der primært producerer Panther-kampvogne.
Selskabets chef, Armin Papperger, fortæller til Rheinische Post, at det vil være muligt at bygge en fabrik for “omkring 200 millioner euro”. Den vil potentielt kunne producere 400 kampvogne årligt.
Chefen kalder desuden samtalerne med Ukraines regering for “lovende”. Han håber, at en beslutning er truffet inden for de “næste to måneder”.
Rheinmetall-chefen vurderer ifølge Sky News, at Ukraine har brug for omkring “600 til 800 kampvogne for at kunne vinde”.
Flere europæiske lande – herunder Danmark – har lovet at bidrage med Leopard-kampvogne til Ukraine.
I slutningen af sidste måned blev de første, længe ventede Leopard 2-kampvogne leveret til det krigsramte land. Det var Polen, der leverede fire af de 14 kampvogne, som landet har lovet.
Danmark har sammen med Tyskland og Holland lovet at donere mindst 100 af de ældre Leopard 1-kampvogne til Ukraine.
Kampvognene ventes at kunne give Ukraine en markant fordel i krigen mod Rusland.
Det er godt en uge siden, at der var årsdag for den blodige krig.
Krigen begyndte 24. februar sidste år. Den har siden da udviklet sig til at være den største væbnede konflikt i Europa siden Anden Verdenskrig.
/ritzau/
Andre læser også