AVIZ

Medier: Sundhedspakke vil adressere kræftområdet

Reformkommissionen holder pressemøde
Reformkommissionen holder pressemøde (Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix)

Det erfarer TV 2.

Ifølge DR vil pressemødet omhandle penge til kræftområdet.

Pressemødet om sundhedspakken afholdes klokken 9.15 på Rigshospitalet.

Her vil statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) være til stede.

Det er dog småt med oplysninger, om hvad der præsenteres, fra officielt hold. Det lød blandt i en pressemeddelelse mandag, at det drejer sig om “regeringens nye sundhedspakke”.

Mandag viste tal fra en årsrapport fra Sundhedsdatastyrelsen, at mere end hver fjerde patient i et kræftpakkeforløb ikke fik behandling inden for den såkaldte forløbstid sidste år.

Forløbstiderne handler ikke om patientrettigheder fastsat ved lov, men er derimod en faglig rettesnor for landets sygehuse.

I alt kom 74 procent af kræftpatienterne i behandling inden for den fastsatte forløbstid. Det er den laveste andel, siden den årlige rapportering begyndte i 2014.

I 2021 var andelen 76 procent, mens den året før var 80 procent.

Sophie Løhde kaldte udviklingen for “uacceptabel” til Jyllands-Posten.

Desuden sagde sundhedsministeren, at hun snart vil præsentere både en kort- og langsigtet plan for kræftområdet.

– Vi skal til lommerne, og vi får brug for den helt store pengepung, sagde Sophie Løhde mandag til Jyllands-Posten.

DR har desuden siden marts kunne berette om, at kræftpatienter i over et år har ventet for længe på behandling på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Det samlede antal berørte patienter i den sag er over 300.

/ritzau/

Andre læser også