AVIZ

Medier: Læk afslører Nato-styrkers tilstedeværelse i Ukraine

NATO Headquarters
NATO Headquarters (Thomas Trutschel/Ritzau Scanpix)

Det fremgår i hvert fald af et læk af tophemmelige dokumenter fra den amerikanske stat.

Det beretter de britiske medier BBC, Sky News og The Guardian. Medierne henviser til et læk af et dokument, der er dateret den 23. marts i år.

Dokumentet fra det amerikanske militær viser, at der på daværende tidspunkt var 97 specialstyrker fra Nato-lande til stede i Ukraine.

Størstedelen kommer fra Storbritannien, der ifølge dokumentet har 50 specialstyrker i Ukraine. Resten kommer fra Letland (17 specialstyrker), Frankrig (15), USA (14) og Holland (1).

Det fremgår ikke umiddelbart af dokumentet, hvad specialstyrkernes rolle er eller har været. Det fremgår heller ikke, præcis hvor i Ukraine de befinder sig.

De lækkede dokumenters ægthed er heller ikke blevet bekræftet.

Storbritanniens udenrigsministerium har – som sædvanlig – ikke direkte kommenteret oplysninger om landets specialstyrker.

Ministeriet skrev dog i et tweet tirsdag, at lækket har et “betragteligt niveau af unøjagtighed”.

Storbritannien har givet omfattende militær støtte til Ukraine i forbindelse med krigen i Ukraine. Landet er den næststørste bidragyder kun overgået af USA, skriver BBC.

Ukraine er ikke en del af Nato. Derfor har forsvarsalliancen hidtil ikke sendt styrker ind i landet for at kæmpe mod den russiske hær – ikke officielt i hvert fald.

Forud for krigen i Ukraine spillede Nato en central rolle.

Rusland krævede på det tidspunkt en garanti om, at Ukraine aldrig vil blive en del af Nato. Det krav nægtede alliancen at imødekomme.

Ifølge russerne vil det true deres sikkerhed, hvis Ukraine tilslutter sig Nato.

Danmark, Finland, Island og Norge er blandt Natos 31 medlemslande. Sverige har ansøgt om at blive medlem, men mangler at blive godkendt af Tyrkiet og Ungarn.

/ritzau/

Andre læser også