AVIZ

Medier: Kongresmedlem skal i retten efter stribevis af løgne

FILE PHOTO: U.S. Representative George Santos om Capitol Hill in Washington
FILE PHOTO: U.S. Representative George Santos om Capitol Hill in Washington (Elizabeth Frantz/Reuters)

Det erfarer en lang række amerikanske medier.

Santos har over en længere periode trukket overskrifter i USA efter at have løjet om blandt andet sin religiøse baggrund og uddannelse.

CNN var først med nyheden om, at Santos nu møder anklager på føderalt niveau. Mediet citerer tre kilder med kendskab til sagen.

Anklagerne er ikke officielt bekræftet. Onsdag morgen dansk tid vides det dermed heller ikke, nøjagtigt hvilke anklager Santos står over for.

Ifølge CNN skal Santos muligvis allerede onsdag møde i retten i New York. Her vil man blive klogere på anklagerne mod ham.

Det amerikanske nyhedsbureau AP har også skrevet om sagen. AP fik tirsdag fat i Santos, efter at historien begyndte at rulle i flere medier.

– Det her er nyt for mig, sagde han til AP i et kort telefoninterview.

– I er de første, der ringer til mig om det her, lød det videre.

George Santos’ løgne har vakt opsigt i det politiske miljø i USA.

Han har ifølge AP blandt andet indrømmet at have løjet om at have jødisk baggrund, om at have erfaring fra Wall Street, om sin universitetsuddannelse og om at have været en profileret volleyballspiller.

Santos har afvist at trække sig fra sin post i Repræsentanters Hus og har for nylig meddelt, at han stiller op til genvalg. Han har selv sagt, at løgnene kan beskrives som harmløs udsmykning af hans cv.

Den 34-årige republikaner har på blandt andet sociale medier og i amerikanske talkshows været udsat for en hel del latterliggørelse grundet sine løgnehistorier, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Kevin McCarthy, den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, har sagt, at han endnu ikke vil fælde dom over sin partifælle.

– I USA er man uskyldig, indtil man er kendt skyldig, siger han ifølge Reuters.

/ritzau/

Andre læser også