AVIZ

Medie melder om våbenhvile i det sydlige Gaza og åbning af grænse

A view of trucks carrying humanitarian aid for Palestinians

Sådan lyder det i hvert fald fra to unavngivne egyptiske sikkerhedskilder, som nyhedsbureauet Reuters har talt med.

Våbenhvilen falder ifølge kilderne sammen med, at Rafah-grænseovergangen mellem Egypten og Gazastriben midlertidigt bliver åbnet. Den vil angiveligt være åben frem til klokken 16.00 dansk tid mandag.

Kilderne oplyser også, at våbenhvilen efter planen skal vare i adskillige timer. Det står dog ikke klart præcis hvor lang tid.

Israels militær og USA’s ambassade i Israel har ikke umiddelbart bekræftet oplysningerne om en våbenhvile over for Reuters. Heller ikke den militante gruppe Hamas har bekræftet oplysningerne.

Rafah-grænseovergangen ligger mellem den egyptiske Sinai-halvø og den Hamas-kontrollerede Gazastribe. Det er den eneste grænse til Gazastriben, som ikke bliver kontrolleret af Israel.

Billeder fra Reuters viser mandag morgen lastbiler med nødhjælp i den egyptiske by Al-Arish. Her venter de på tilladelse til at køre mod Rafah.

Flere lande og organisationer har sendt nødhjælp mod Gazastriben. Meget af det er indtil videre dog strandet i Al-Arish, mens grænsen har været lukket.

Den midlertidige åbning af Rafah-overgangen ventes også at betyde, at udlændinge og folk med dobbelt statsborgerskab kan evakueres.

Hamas skød gang i en blodig konflikt, da den lørdag 7. oktober gennemførte overraskelsesangreb i Israel. Israel har svaret hårdt igen ved at kaste tusindvis af bomber mod den tætbefolkede Gazastribe.

Det israelske hær har også varslet en stor landoffensiv og bedt civile palæstinensere om at rejse mod Gazastribens sydlige del.

Over 1400 mennesker blev dræbt i Hamas’ angreb i Israel. Over 2600 mennesker er blevet dræbt i Gazastriben i de israelske modangreb.

/ritzau/

Andre læser også