Den amerikanske præsident, Joe Biden, overvejer angiveligt at aflægge Natos nyeste medlemsland, Finland, et besøg i juli.
Det oplyser tre amerikanske embedsmænd med kendskab til drøftelserne omkring besøget til NBC News.
Ifølge embedsmændene skal besøget ske i forbindelse med forsvarsalliancens næste topmøde, der holdes i Litauens hovedstad, Vilnius, 11. og 12. juli.
Diskussioner i Det Hvide Hus om et potentielt besøg i Finland har ifølge embedsmændene været i gang i flere måneder og er fortsat i gang.
Der er dog endnu ikke truffet nogen endelig beslutning.
En embedsmand fra Biden-administrationen siger til NBC News, at ethvert besøg i Finland vil ske sammen med et topmøde blandt flere nordiske lande – der vil ikke være tale om et bilateralt besøg, understreges det.
USA’s Nationale Sikkerhedsråd har afvist at kommentere oplysningerne fra NBC News.
Iagttagere ser først og fremmest en tur til Finland som en mulighed for at fremhæve det, som Biden flere gange har sagt er en af hans stolteste bedrifter, nemlig at opretholde og endda udvide Nato-alliancen set i lyset af Ruslands aggression.
Som Joe Biden ofte udtrykker det, så forventede den russiske præsident, Vladimir Putin, at se en “Finland-isering af Nato”. I stedet oplevede han en “Nato-isering af Finland”.
Bliver besøget en realitet, vil det komme tre måneder efter Finlands formelle – og relativt hurtige – optagelse i Nato.
Sverige, som ansøgte om medlemskab på samme tid som Finland, har endnu ikke opnået støtte fra alle medlemslandene.
Tyrkiet er således skeptisk over for Sverige, som tyrkerne mener ikke gør nok for at slå ned på tilhængere af det kurdiske arbejderparti PKK, der er på EU’s terrorliste.
Af den grund mener eksperter, at et møde med Biden og flere nordiske ledere vil veje tungere end et bilateralt besøg i Finland.
– Ethvert besøg, hvor USA’s præsident udviser støtte til Sverige, mens landets sikkerhedsstatus er i limbo, vil være mere betydningsfuldt end blot at fejre Finlands tiltrædelse, siger Michael O’Hanlon, der er senior fellow ved tænketanken Brookings Institution i Washington D.C., til NBC News.
Politisk kan et besøg desuden ses som en stærk kontrast mellem Biden og hans forgænger, Donald Trump.
Det var netop i den finske hovedstad, Helsinki, at Trump stod side om side med Putin og offentligt forsvarede ham i spørgsmålet om Ruslands indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.
/ritzau/
Andre læser også